Awardshowet for ikke-etablerede danske bands er tilbage for fjerde år i træk
Den 27. oktober er det igen blevet tid til Underground Music Awards, som løber af stablen for fjerde år i træk og for andet gang finder sted på Bremen i København. UMA fungerer som en hyldest til den danske undergrundsscene og deres talenter, der gennem awardshowet bliver hædret og anerkendt. Lige nu er der åben for tilmelding til arrangementet, som de sidste to år har haft cirka 1200 bands indstillet til en UMA-pris.
En af folkene bag awardshowet siger: "Det var et vellykket awardshow på Bremen sidste år, der blandt andet udmøntede sig i priser til Peacefull James, Kúra og Dad Rocks, men uanset hvem der vandt, så var det fællesskabet på aftenen, og den utrolige løse feststemning der virkelig gjorde indtryk. For os er det denne fest der har været den største drivkraft, til at lave det paradoksale awardshow for fjerde år i træk".
Showet uddeler i år priser i kategorierne Pop, Rock, Alternative, Electronica, Metal og Urban, og vinderne skal tilhøre den danske musikalske undergrund. I arrangørernes optik betyder det, at man gerne må have udgivet plader, men man må ikke have skrevet kontrakt med et af de fire multinationale selskaber, Universal EMI, Sony og Warner, og man må ikke "have fået sit store gennembrud i Danmark".
Man indstiller sig selv til nominering, og udvælgelsen sker af UMAs dommerpanel, som består af folk, der til hverdag beskæftiger sig med vækstlaget og undergrundsmusik, heriblandt et par skribenter fra GAFFA. Tilmeldingen sker via UMAs hjemmeside og skal ske senest den 3. september. De nominerede offentliggøres senere i september måned.
Man kan læse mere om arrangementet og tilmelde sit band på www.undergroundmusicawards.dk.