Nyhed

EaggerStunn støtter Børnefonden

Overskuddet fra salget af singlen "Ret Ryg" går ubeskåret fondens arbejde i Vestafrika

Reggae-duoen EaggerStunn har kastet sig ud i velgørenshedsarbejde. Overskuddet fra salget af deres nye single "Ret Ryg" går ubeskåret til Børnefondens arbejde i Vestafrika.

"Det her handler ikke om, at vi skal redde hele verden, men om at Børnefonden ser de unges muligheder og giver dem en hånd til at føre dem ud i livet. Med singlen vil vi gerne vise, at danske unge og afrikanske unge ikke er så forskellige fra hinanden, som vi tror, og at alle unge fortjener en chance for at udleve deres potentiale," siger duoens ene medlem Dwayne McFarlane, Eaggerman, som også selv støtter et barn igennem Børnefonden.

Den nye single "Ret Ryg" handler om, at alle unge står over for nogle grundlæggende udfordringer, "hvor det gælder om at rette ryggen og gribe de muligheder, man får." Kristoffer Sjelberg, Stunn Gunn, har for nylig besøgt Benin i Vestafrika for at optage den ene del af musikvideoen til singlen:


"Turen til Benin var inspirerende. Vi har optaget på skoler langt ude på landet blandt nogle af verdens fattigste mennesker. Alligevel blev vi modtaget med en enorm og smittende energi blandt de unge. Den energi vil vi gerne fortælle om, for den findes ikke kun i Afrika, men blandt unge i hele verden. Og i Danmark trænger vi til at få en mere positiv vinkel på Afrika, der faktisk ikke kun er nød og elendighed," fortæller han.

Den nye single "Ret Ryg" er blevet til i et samarbejde mellem EaggerStunn, pladeselskabet Fake Diamond, distributionsselskabet A:larm samt Børnefonden, og indtægterne går udelukkende til Børnefonden. På fondens hjemmeside kan du downloade singlen for 50 kroner eller se musikvideoen gratis.

Både Eaggerman og Stunn Gunn er kendt fra Bikstok Rødsystem og EaggerStunn. Duoens hitsingle "Kugledans" er nomineret til en GAFFA-pris i kategorien "Årets Danske Hit". Vinderne bliver afsløret ved prisuddelingsshowet på torsdag i Bremen Teater. Se showet direkte på TV2 Zulu torsdag den 6. december klokken 20 og læs mere på GAFFA.dk/prisen.


ANNONCE