Nyhed

Fleetwood Mac klar med reunion-turné

Den britisk-amerikanske rockgruppe har offentliggjort amerikanske datoer og er på vej med de europæiske

Den britisk-amerikanske rockgruppe Fleetwood Mac har annonceret første del af deres genforeningsturné, som bliver en realitet i 2013. Den består indtil videre af en lang række amerikanske shows, der er sat på programmet fra april til juni næste år, og bandet fortæller til Rolling Stone Magazine, at de også planlægger at spille på en stribe europæiske festivaler og spillesteder i 2013.

Fleetwood Mac består i dag af medlemmerne Mick Fleetwood (trommer), John McVie (bas), Lindsey Buckingham (guitar og vokal) og Stevie Nicks (vokal), og på turnéen vil Fleetwood Mac spille hits fra bandets store bagkatalog.

"Det er det perfekte tidspunkt at komme tilbage. 2013 bliver Fleetwood Macs år," udtaler Stevie Nicks til Rolling Stone. Nicks fortæller også, at fans får lov til at høre nye sange ved lejligheden:


"Vi har faktisk to nye Fleetwood Mac-sange, som jeg lavede sammen med Lindsey for to uger siden, som vi nok vil spille. Jeg havde det virkelig sjovt med at arbejde med ham i fire dage i hans hus. Jeg brugte tid sammen med hans familie og hans børn, hans voksne børn, og lærte ham godt at kende igen. Vi er meget stolte over det, vi har lavet, og nu vi ser på det gennem visdomsøjne, i stedet for gennem øjne af jalousi, bitterhed og vrede".

ANNONCE