Nyhed

Gammelt nyt fra Pulp

Cocker og kompagni i ledtog med James Murphy på nyindspilning af gammel demo

I den forløbne måned har Jarvis Cocker og de øvrige medlemmer af Pulp afsluttet en længere comebackturné med en koncert i hjembyen Sheffield og to shows på krydstogtsskibet M.S. Coachella.

Og som en musikalsk afskedssalut på de knap to års comeback har de begavede briter nu offentliggjort en helt ny studieindspilning via hjemmesiden Consequence of Sound.

Ved koncerten i Sheffields Motorpoint Arena blev publikum begavet med et julekort indeholdende et link til at downloade den musikalske julegave.


Der er tale om en nyindspilning af den mere end ti år gamle demo After You, hvor Pulp får selskab af LDC Soundsystems James Murphy. 

Uden om Danmark

Bandet indspillede sangen i november, hvorefter den blev færdiggjort sammen med Murphy i London og om bord på S.S. Coachella, hvor Pulp 19. december satte punktum for deres omfattende genforeningsturné.


Det skete med et sytten sange langt sæt, som indledtes med Do You Remember the First Time? og kulminerede i 1995-hittet Common People og ekstranummeret Mis-shapes.

Pulp har ikke annonceret yderligere koncerter i 2013, og genforeningsturnéen bragte af uvisse årsager aldrig bandet til Danmark.

Til gengæld oplevede GAFFA Pulp i Londons Hyde Park i sommeren 2011 og kunne herfra rapportere om en særdeles veloplagt gruppe med en som altid sympatisk og skarp Cocker i front.


ANNONCE