Folk-orkestret vil have nyt materiale med, når de giver koncerter i København og Aarhus til foråret
For tiden er folk-orkestret Hymns from Nineveh i gang med at skrive og indspille nye sange til deres kommende fuldlængdealbum, og de vil derfor have nyt materiale med, når de spiller koncert i københavnske Lille Vega den 24. april 2013 og på aarhusianske Radar den 26. april.
Hymns From Ninevehs selvbetitlede debutalbum kom på gaden i februar 2011, hvor det fik fem stjerner i GAFFA fra Ole Rosenstand Svidt, som skrev: "Albummet er yderst velarrangeret og -produceret, fra den helt nedtonede Eveningsong med blot sang og guitar til sange med storladne og elegante stryger- og blæserarrangementer, og så er der også kælet for korarbejdet. Den musikalske inspiration fra navne som Sufjan Stevens og Leonard Cohen er hørbar, men først og fremmest er Hymns From Nineveh sig selv. En imponerende debut."
Siden debutalbummet har Hymns From Nineveh også udgivet et julealbum med titlen "Endurance In Christmas Time", som også modtog flotte fem stjerner i GAFFA fra Michael Jose Gonzalez, der kommenterede: "Vi får både fortællinger om dem, for hvem julen er en ensom og deprimerende tid sammen med sange, der lovpriser årstiden og kærligheden i fornemme og fint lokkende indpakninger, der kalder på talrige afspilninger i hjerternes tid." Julealbummet blev fulgt op af en række julekoncerter i kirker både i 2011 og i 2012.
Billetter til koncerterne kan købes via Vegas eller Radars hjemmeside.





