Nyhed

Spleen United: John Talabot er enormt behagelig

Alle de danske GAFFA-Pris-nominerede har valgt deres yndlingssang fra 2012

GAFFA har bedt alle de danske nominerede til GAFFA-Prisen om at vælge deres yndlingssang fra 2012. Dem får du her som en julekalender-playliste med en ny sang hver dag og en lille kommentar fra kunstneren om, hvorfor netop den sang er vedkommendes favorit. Vi fortsætter med Spleen United (billedet), der var nomineret i kategorien "Årets danske elektroniske udgivelse" fra albummet "School of Euphoria" og vandt prisen.

18. John Talabot feat. Pional: "Destiny" valgt af Spleen United

Keyboardspiller Kasper Nørlund Sølvsteen (til venstre på billedet) fortæller: – Jeg kunne se, at "Elephant" med Tame Impala allerede var valgt (af Turboweekend, red.), så jeg tror, jeg går med John Talabot feat. Pional og nummeret "Destiny".


– John Talabot har efter min mening lavet en af de bedste plader i år. Det er stemningsfyldt dansemusik i et tempo, hvor selv ens forældre kan være med. Selvom det vel i princippet er klub-musik, formår Talabot at få sneget toner ind, uden at det på noget tidspunkt bliver tacky og kikset. Fælles for stort set alle numrene på pladen er, at de fungerer både på et dansegulv og i et par hovedtelefoner.

– Og så er der en umiskendelig Sade-agtig vibe i det her nummer, der er enormt behagelig.

Hør sangen sammen med de tidligere bidrag i julekalender-playlisten på WiMP

Læs mere om GAFFA-Prisen og se vinderne på GAFFA.dk/prisen


ANNONCE