Klassens uartige dreng er blevet et halvt århundrede
I dag kan W. Axl Rose fejre sin 50-års fødselsdag. Axl Rose er forsanger og stifter af et af verdens mest kendte hårde rockbands, Guns N' Roses. Rose, der er født i USA i staten Indiana, har gennem hele sit liv været en rigtig rockstjerne med alle de op- og nedture det fører med sig.
Rose blev født af den 16-årige Sharon Lintner, og i en alder af kun to forlod hans biologiske far ham, hvorefter Roses mor giftede sig med en meget religiøs mand. Det resulterede i en, ifølge Rose, meget undertrykkende barndom, hvor alting var af det onde. Men Rose fandt trøst i kirkekoret.
Da Rose var 17 år gammel fandt han ved en tilfældighed ud af, at hans far ikke var den religiøse Stephen L. Bailey, men William Bruce Rose.
Rose var småkriminel op igennem sine sene teenageår og deltog i slagsmål og var offentligt beruset. Det førte til så mange polititiltaler, at det lokale politi i hans fødeby Lafayette ville anmelde ham som vaneforbryder. Derfor flyttede han i 1982 til Los Angeles, hvor hans musikkarriere tog fart.
Han spillede i et antal mindre kendte grupper, indtil han samlede folk fra et band, han tidligere havde spillet i, L. A. Guns og hans eget band Hollywood Rose. Det var starten på Guns N' Roses. Der gik noget tid med at finde den rette gruppe folk, og blandt andre Tracii Guns blev smidt ud, fordi han ikke mødte op i øvelokalet. Efter at truppen var blevet trimmet udgav bandet deres debutalbum "Appetite for Destruction" i 1987. Albummet fik gode anmeldelser, men fik ikke særlig meget opmærksomhed.
Bandet turnerede ihærdigt, og langsomt blev der større og større opmærksomhed, og "Appetite for Destruction" er siden hen blevet det bedst sælgende debutalbum i USA, og det har på verdensplan solgt over 28 millioner eksemplarer. Som opfølger blev det først minialbummet "G N' R Lies" i 1988 og dernæst to albums i 1991, "Use Your Illusion I" og "Use Your Illusion II" efterfulgt af bandets kendte og succesfulde turné "Use Your Illusion Tour". I 1993 udgav bandet den knap så velsælgende coverplade "The Spaghetti Incident?"
Ups N' Downs
Axl Rose har altid været kendt for at være en kontroversiel person. Og han har gang på gang gjort sig fortjent til det mærke. Han er blevet diagnosticeret manio-depressiv, en diagnose han ikke selv har meget til overs for. Hans kontroversielle side har udmøntet sig i blandt andet utrolig sent fremmøde til flere koncerter, sangtekster, der med rimelighed kan fortolkes som både racistiske og homofobiske, og fyring af bandmedlemmer uden at konferere med de andre medlemmer. Det sidste blev for meget for bandets guitarist Slash, der forlod bandet i 1996. Siden da har Axl Rose fortsat med Guns N' Roses uden Slash, og efter mange års arbejde udgav bandet deres seneste album "Chinese Democracy" i 2008.
Axl Rose spiller og turnerer stadig med Guns N' Roses og viser ingen svaghedstegn. I oktober 2011 startede bandet en ny turné i Nord- og Sydamerika.
Guns N' Roses - "Sweet Child O' Mine"




