Nyhed

Baby Woodrose klar med album og turné

"Third Eye Surgery" udkommer den 16. april, og den nye single ”Nothing Is Real” er allerede ude

Det københavnske rockband Baby Woodrose er klar med deres syvende studiealbum med titlen "Third Eye Surgery", som rammer butikkerne den 16. april. I forbindelse med det kommende album har bandet udgivet singlen "Nothing Is Real", samt løftet sløret for koncertdatoer i Danmark.

Alle Baby Woodroses albums har en forskellig lyd, og med "Third Eye Surgery" har de efter eget udsagn lavet et space-rock-album. Lorenzo har forenet sideprojekterne Dragontears og Spids Nøgenhats psykedeliske tyngde med sangskrivningen, som Baby Woodrose er kendt for. De fleste af numrene på albummet er rockprægede, men der gemmer sig ifølge pladeselskabet Bad Afro en enkelt popperle, samt en berusende ballade.

Næsten alle sangene på albummet har en spilletid på omkring seks minutter, hvilket kun giver plads til ni sange i alt på albummet. Nogle af sangene har et østerlandsk præg, hvilket man kan høre på "Nothing Is Real" og "Love Like A Flower", hvor Vicki Singhs sitar er fremme i lydbilledet.

"Third Eye Surgery" er blevet til i Black Tornado studiet med hjælp fra Anderes "Evil Jebus" Onsberg. Albummet følger op på opsamlingsalbummet "Mindblowing Seeds And Disconnected Flowers".

Baby Woodrose debuterede i 2001 med albummet "Blows Your Mind" og fik deres store gennembrud i 2003 med toeren, "Money For Soul", der blev nomineret til en Danish Music Award og gav gruppen P3-Prisen.

Baby Woodrose giver en række koncerter i Danmark i foråret, og planen ser ud som følger:

Den 26. april, Tobakken, Esbjerg.

Den 16. maj, Loppen, København.

Den 17. maj, Fermaten, Herning.

Den 18. maj, Posten, Odense.

Den 19. maj, Kulisselageret, Horsens.

Den 25. maj, Templet, Lyngby.

Den 1. juni, Studenterhuset, Aalborg. 

Køb billetter via GAFFA Live.

Hør den nye single "Nothing Is Real" her.

 

 

ANNONCE