Nyhed

Hør Nordic Music Prize-vinderens favoritter på Spotify

Goran Kajfes har lavet en playliste med sine ynglingsnumre til Spotify og GAFFA

Det blev den svenske trompetist Goran Kajfes og hans dobbeltalbum "X/Y", der vandt årets Nordic Music Prize, som blev uddelt sidste torsdag under by:Larm-festivalen i Oslo. Dermed vinder Kajfes ud over æren 20.000 euro.

Kajfes slog velkendte navne som Björk, Lykke Li, Ane Brun, Gus Gus og Iceage, og juryen udtalte følgende som begrundelse for at tildele Kajfes prisen:

"Det er et ambitiøst og varmt miks af soniske elementer, fra jazz med både afrikanske og østlige inspirationer til elektronika. Dette dobbeltalbum gør noget, som er ganske sjældent – det kommunikerer ren musikglæde".


Nordic Music Prize er en pris indstiftet for at hylde det bedste nordiske album det forgangne år, inspireret af den britiske Mercury Music Prize. Prisen blev uddelt første gang sidste år og gik dengang til islandske Jónsi, også kendt som forsanger i Sigur Rós, og hans solodebutalbum "Go". De nominerede vælges af en lang række nordiske branchefolk, herunder et par skribenter fra GAFFA, og den endelige vinder kåres af et panel af primært engelske branchefolk.

GAFFA har fået Goran Kafjes til at lave en playliste med sine musikalske favoritter, og den rummer alt fra Duke Ellington over Don Cherry, Keith Jarrett og Milton Nascimento til Os Mutantes og Panda Bear. Hør playlisten på GAFFAs Spotify-app.

ANNONCE