Nyhed

Kvamm og Heltberg diskuterede kunst i en krisetid

Sangeren og journalisten debatterede kunst og kultur på opfordring fra kulturminister Uffe Elbæk

Kulturminister Uffe Elbæk inviterede tirsdag aften til debatmøde under overskriften "Kunsten og Kulturens rolle i en krisetid" på Hotel Plaza i København. Aftenen resulterede i få løsningsforslag, men en masse kommentarer og interesserede spørgsmål. Hermed var ministerens hensigt sikret: At gå i dialog med kulturen og menneskerne i den.

De to oplægsholdere var journalist og forfatter Bettina Heltberg og sanger, sangskriver, komiker med mere Simon Kvamm (billedet).

Simon Kvamm vil gøre op med skellene mellem fin- og populærkultur. Han mener, at man som kunstner eller kulturproducent ikke skal være bange for at ramme et bredt publikum. Han nævner fem kulturfænomener som eksempler på, hvordan man på innovativ vis kan skabe fællesskabsfølelse på tværs af økonomiske og smagskulturelle skel. Han nævner her musikportalen Spotify, tv-programmet Maestro, iPhone-applikationen Wordfeud, filmen "Drive" og musikfestivaler som eksempler. Disse fem kulturfænomener har det til fælles, at de på én gang rammer det smalle og det brede publikum.

Med kulturen kan man ved at kombinere det smalle og det brede skabe bånd i samfundet, skabe liv og dele interesser mellem hinanden. Kvamm opfrodrer i øvrigt kulturministeren til at være den lille dreng i kejserens nye klæder. Ministeren skal pege på de ting, som ikke giver mening og skal ikke være bange for at stille kritiske spørgsmål til institutioner og systemer, som fungerer dårligt. I øvrigt mener Kvamm ligesom Heltberg, at det er vigtigt at gøre noget for børnene, ved eksempelvis at styrke musikskolerne og generelt være bedre til at skabe nogle rum, hvor kunsten og kulturen kan udfolde sig.

Læs en længere reportage fra debataftenen i GAFFAs artikelsektion

ANNONCE