Nyhed

Ny rapport: dansk rytmisk musik 80 procent mænd

En stor ny kortlægning af kønsbalancen inden for den rytmiske musik afslører en stor forskel. Kom til stormøde med bl.a. Kirstine Stubbe Teglbjærg

En ny rapport med kortlægning over kønsbalancen inden for rytmisk musik, bestilt af fire musikorganisationer, viser en stor forskel, hvor otte mænd står over for hver to kvinder. De fire musikorganisationer, Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Populære Autorer og DJBFA, Danske Sangskrivere og Komponister, havde bedt Niras om en undersøgelse, som nu kan afsløre at 82 procent af KODAs medlemmer er mænd, der modtager 88 procent af KODAs midler.

Man lægger måske ikke så meget mærke til det, men når det kommer til rytmisk musik støder man nærmest automatisk på en mand. På scenerne, i konservatorierne og på de musikalske grundkurser er størstedelen af de deltagende mænd, mens der er længere mellem kvinderne. Billedet er det samme, viser undersøgelsen, når det kommer til branchens beslutningstagere. Når det kommer til beslutningstagere i pladeselskaber, spillesteder, festivaler og blandt bookere er det overvejende mænd, der sidder og træffer beslutningerne.  

Det har fået de fire musikorganisationer til at invitere til stormøde for at diskutere, hvordan man skal forholde sig til undersøgelsen. Der bliver opfordret til en større debat om, hvordan den manglende ligestilling påvirker musikken og musikmiljøet.


"Vi har efterlyst at få et billede af tingenes reelle tilstand. Foreningerne bag undersøgelsen vil gerne have et bedre overblik. Det har vi nu, og tallene viser, at der er en meget stor skævhed. Derfor inviterer vi til diskussion om hele emnet", skriver organisationerne i en pressemeddelelse.

I kulturminister Uffe Elbæks musikhandlingsplan fremgår det også, at han vil fokusere netop på det skæve kønsbillede inden for den rytmiske musik.

Fakta ifølge undersøgelsen:


- 90 % af undervisere på konservatorierne er mænd, og størstedelen underviser i et instrument.

- 85 % af de kvindlige undervisere på konservatorierne underviser i sang.

- I 2010 modtog de mandlige medlemmer hos KODA i alt 88 % af de samlede rettighedsmidler.


- De regionale spillesteder domineres af mænd. 74 % af bestyrelsespladserne er besat af mænd. Blandt organisationernes øvrige beslutningstagere er 90 % mænd.

Undersøgelsen kan læses i sit fulde her.  

Stormødet


Stormødet finder sted tirsdag den 28. februar på Rytmisk Musikkonservatorium, Leo Mathisens Vej 1, Holmen, København.

Programmet er som følger:

9.30: ankomst, kaffe, te, morgenbrød.


10.00: Velkomst og præsentation af dagens program.

10.15: Musikalsk indslag: Band Ane.

10.25: Rapporten, "Kønsbalancen i rytmisk musik".


11.00: Pause.

11.10: PopKollo v. Hanna Rothelius.

11.40: Kirstine Stubbe Teglbjærg (Blue Foundation, billedet) fortæller om sine personlige erfaringer og betragtninger.


12.00: Frokost.

12.40: Musikalsk indslag: Simona Abdallah.

13.00: Paneldebat.


14.00: Paneldebat.

15.00: Stormødet slutter.

Tilmeldingsfristen er onsdag den 22. februar via mail til Niels Offenberg


ANNONCE