Oh Land står bag titelsangen til TV2s nye dramaserie Rita. Se videoen her.
I december vandt Nanna Øland Fabricius alias Oh Land to eftertragtede GAFFA-Priser. Den ene for Årets Bedste Popalbum, og den anden for Årets Danske Kvindelige Kunstner. I dag premierer videoen til nummeret "Speak Out Now", der bliver brugt som titelnummer til TV2s nye dramaserie Rita, der går i luften i morgen. Sangen er også med på den deluxe-udgave af Oh Lands andet album, "Oh Land", en deluxe-udgave som udkom i december.
Sidste år var en tour de force for popsangerinden, der ud over at vinde GAFFA-Priser også udgav sit andet album "Oh Land" og optrådte i det populære amerikanske talkshow Late Show with David Letterman.
Videoen er optaget i januar i Botanisk Have i København.





