Nyhed

Sisse Marie klar med ny single og musikvideo

Sangerinden er klar med ny single med ambitiøs musikvideo

Den danske sangerinde Sisse Marie er klar med singlen "Kill For Your Love". Singlen er ledsaget af en ambitiøs musikvideo optaget i USA.

Sisse Marie er langtfra ny på musikscenen i Danmark og i udlandet. Som 15-årig vandt hun MGP, og siden er det blevet til en international karriere som model, hvor hun har prydet forsider, billedserier og runway-shows for Cosmopolitan, Ché, Marie Clair og italiensk Vogue. Sidste år slog hun igennem med den guldsælgende single "Every Time (You Look At Me)", hvor Morten Breum var inde over. Singlen var på udgivelsesdagen den ottendemest sete video på YouTube.

Da Sisse Marie udgav singlen "Dirty Hands", blev hun for alvor populær på det internationale plan. Hun har blandt andet vakt opmærksomhed i Kina, hvor hun har været på turné på landets største klubber ad to omgange, og i USA har hun optrådt på The Playboy Mansion.

Herhjemme i Danmark har Sisse Marie spillet over 100 koncerter på klubber, og i sommer besøgte hun en række større festivaler sammen med Morten Breum. Hun skriver selv sin musik og arbejder sammen med produktions- og pladeselskabet Nexus Music, som blandt andet står bag Nik & Jay og Joey Moe. I USA har hun netop indgået en produktionsaftale med Jan Smith Studios, som står bag Usher, Justin Bieber og Ciera.

Den nye single "Kill For Your Love" er endnu et hårdtslående pop/house nummer. Musikvideoen er optaget i Las Vegas og på Route 66 af instruktøren Michael Sauer Christensen.

Hør og se musikvideoen til "Kill For Your Love" her:

 

ANNONCE