Nyhed

The Raveonettes til Spot Festival

10 år efter genopfører The Raveonettes kickstarten på Spot

Når Spot Festival løber af stablen den 4-5. maj i år, bliver det i selskab med den oprindelige opstilling af The Raveonettes. Det sker 10 år efter Spot-koncerten som blev startskuddet på den internationale karriere for Sharin Foo og Sune Wagner.

Da gruppen startede deres karriere var navnet ikke The Raveonettes, men The Girl On Death Row. I sidste øjeblik fik de lov til at ændre deres navn fra The Girl On Death Row til The Shades, men da programmet og plakaterne var trykt, skiftede bandet igen navn. Denne gang sat navnet fast og siden er de blevet kendt som The Raveonettes. De mange og hurtige ændringer af navn gjorde, at navnet "The Raveonettes" kun kunne nå at slå igennem på Spots hjemmeside. 

I 2002 var der oprindeligt slet ikke plads til bandet på programmet, men et konstant pres fra Wagner og hans bagland fik Spot-chefen Gunnar Madsen til at dispensere. Dette var den bedste beslutning for The Raveonettes, da Rolling Stones David Fricke var på festivalen og anmeldte efterfølgende dem og deres første ep "Whip It On" meget positivt.

Hvor udlandet hurtigt fik øjnene op for bandet, tog det længere tid for Danmark at vågne op, hvor ep'en "Whip It On" fik en blandet modtagelse. Til trods for den langsomme start i Danmark, ser The Raveonettes stadig ep'en som en milepæl i deres karriere, og nu ti år efter afholder de en hyldestkoncert på Spot, hvor de spiller hele "Whip It On" fra start til slut.

Spot har interviewet duoen i forbindelse med deres tilbagevenden til festivalen:

"Da jeg så, at Fricke skulle være med til Spot, sagde jeg til Sharin, at "der er vi sgu nødt til at komme over, fordi vi laver noget musik, som han helt sikkert vil kunne lide. Alt det han står for, er lige præcis det, vi går og laver", mindes Sune Rose Wagner over telefonen fra hjemmet i New York.

"Jeg tænkte, at "hvis vi nogensinde skal have en mulighed for at komme ud over landets grænser, så er det Fricke, der kan hjælpe os". Jeg havde jo set gennem mange år, hvem han var. Næsten hver gang du ser en dokumentarfilm, med nærmest hvilket som helst band, så ser du altid David Fricke i det program. Han er gerne den, der ved mest om musik – overhovedet. Og jeg vidste, hvad han kom fra: Hele new yorker-scenen, og jeg vidste, hvem hans favoritbands var. Så hvis han bare kom til at høre os – så ville han ikke andet end kunne lide det. Stensikkert," fortæller Wagner. 

Det fulde interview kan læses på Spot Festivals officielle hjemmeside.

Billetter til Spot-koncerten kan købes via GAFFA Live.

The Raveonettes spiller også i Koncerthuset i København 4. maj.

ANNONCE