Alice In Chains-guitarist Jerry Cantrell bekræfter at gruppen arbejder på nyt album
Guitarist Jerry Cantrell, der har været med i Alice In Chains fra begyndelsen, har bekræftet overfor Rolling Stone at gruppen arbejder på en opfølger til 2009's anmelderroste "Black Gives Way To Blue". Ifølge Cantrell planlægger gruppen at gå i studiet engang i løbet af de næste par måneder, og tilføjer at der ikke vil være nogen gæsteoptrædener på det nye album, ligesom der var på forgængeren, hvor selveste Elton John sang med på titelnummeret, der var en hyldest til gruppens afdøde forsanger Layne Staley.
Alice in Chains har røddder i Seattle og brød igennem i begyndelsen af halvfemserne, hvor de sammen med Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden var de førende eksponenter for tidens grunge-bølge. Gruppens karismatiske forsanger Layne Staley kæmpede imidlertid med et alvorligt heroinmisbrug, der førte til hans alt for tidlige død i 2002.
I 2009 vendte gruppen tilbage med en ny forsanger og udgav albummet "Black Gives Way To Blue", om hvilket GAFFAs anmelder John Fogde i sin firestjernede blandt andet skrev at bandet havde taget "et fornuftigt skridt ind i en ny epoke".