Den danske popsangerinde Anna Stengade udgiver den 27. februar sit debutalbum spækket med electropop
Ja, Anna Stengade har en søster, der hedder Stine, så er det sat på plads. Men vigtigere er det dog, at Anna den 27. februar er klar med sit debutalbum, der har fået titlen "Day Trips On Dream River".
Musikken på debutalbummet bevæger sig i den lettere afdeling inden for elctropop, hvor vellyd er en vigtig ingrediens. Albummet skulle efter sigende bære præg af, at Stengades helte hedder Bowie, Madonna og Beck, og at dømme efter singleudspillet "Dinosaurs" kan man da også ane en smule afdæmpet Madonna hos den danske sangerinde.
Samtidigt med albummet udgives også en hybrid mellem et computerspil og en musikvideo, hvor brugeren styrer en figur af Anna til lyden af hendes egen musik. Denne må vi vente lidt på endnu, mens de sidste elementer programmeres.
Sidste år markerede Anna sig som en fjerdedel af den roste electronica-gruppe Sinusstøv, der stod bag et af de største hits på P4, og allerede nu har hun tre singler i rotation på DR, og imellem dem finder man "Dinosaurs".
Den kaleidoskopiske video til "Dinosaurs" kan ses her: