Nyhed

Avicii til Danmark

Den 4. maj åbner Forum dørene for en kæmpefest, når den svenske dj og producer Avicii gæster det københavnske spillested

Avicii hitter lige nu verden over med sit hit "Levels", og nu bliver det endelig muligt for danske fans igen at opleve den fremadstormende DJ. Forum som i dagens anledning vil være spækket med alt det nyeste teknologi indenfor lyd, lys og 3D animationer lægger scene til svenskeren.

"Efter at have lavet en intim event på Aporta i Københavns centrum for 250 mennesker sammen med Tiësto, og efterfølgende i Parken for 20.000 mennesker, må det atter være tid til et Avicii-show i Danmark", udtaler arrangør Peter Kjær fra AfterRain Entertainment.

2011 har uden tvivl været Aviciis år. Han indtog en flot 6. plads på engelske DJ Mags prestigefyldte top 100-liste, over verdens bedste DJ's, og slog dermed både sine landsmænd i Swedish House Mafia såvel som stornavne som Afrojack og  Paul van Dyk.


Avicii med det borgerlige navn Tim Berg har også gjort et kæmpe indtryk med koncerter på eksempelvis Governors Island i New York og til festivalen Tomorrowland foran 100.000 mennesker. Derudover har han udsolgt utallige areaner rundt i hele verden i 2011.

I 2012 er de planlagte koncerter i Oslo og Gøteborg udsolgt, ligesom Avicii har tre udsolgte koncerter i kæmpearenaen Globen i Stockholm og to udsolgte koncerter i Malmø Arena. Billetstederne måtte melde alt udsolgt på mindre end 4 dage.

Til eventen i Forum vil der blive sat 6000 billetter til salg onsdag den 18. januar på Billetnet.dk. For de hurtige bliver der mandag den 16. kl. 10:00 sat 1000 early bird-billetter i salg.


Opdatering:

Arrangøren Peter Kjær fra AfterRain Entertainment meddeler i øvrigt, at de 1000 early bird-billetter blev solgt på 50 minutter.

 


ANNONCE