Skoler i Los Angeles får nu hjælp af Eddie Van Halen til at klare den skrantende økonomi
Eddie Van Halen har besluttet sig for at donere 75 af sine guitarer til skoler i Los Angeles-området. Dette sker i samarbejde med Mr. Holland Opus Fonden, som er en fond der kæmper for at holde liv i musikken på skolerne. På grund af den økonomiske krise har musikundervisningen på de amerikanske skoler været nedprioriteret, og derfor reagerer Van Halen, skriver Rolling Stone.
"At spille musik har givet mig et godt liv. Det har holdt mig væk fra gaderne og ude af problemer. Musikken gav mig noget som var mit, og som ingen kunne tage fra mig", fortæller Eddie Van Halen. Guitarerne, som Van Halen donerer, stammer fra hans egen guitarsamling.
Van Halen er netop blevet genforenet med forsanger David Lee Roth, og sammen planlægger bandet nu en tour, som indtil videre kun indeholder koncerter i USA. Danske fans kan til gengæld glæde sig over, at Van Halen udgiver nyt album i februar 2012.




