Nyhed

Every Time I Die gæster Danmark

Metalcore-bandet Every Time I Die lægger vejen forbi Pumpehuset i København og Train i Århus til foråret

Den 6. februar udgiver Every Time I Die, metalcore-bandet fra Buffalo, New York deres sjette album "Ex Lives", der er produceret af John Baressi (Melvins, Queens Of The Stone Age). I den forbindelse giver de to koncerter i Danmark til foråret, henholdsvis i Pumpehuset i København den 12. maj og Train i Århus den 15. maj.

"Ex Lives" er den længe ventede opfølger til 2009's "New Junk Aesthetic", om hvilken GAFFAs anmelder Keld Rud blandt andet skrev i sin firstjernede anmeldelse: "Det synes ikke længere at være alfa og omega for Every Time I Die at kramme endeløse temposkift og stykker ind i hver sang. Men de kantende, skæve og dissonante idealer lever videre side om side med Every Time I Dies rock'n'roll-tilgang til den metalliske hardcore."

Med på turnéen er Cancer Bats og Set Your Goals & Make Do and Mend.


Billetsalget starter fredag 13. januar kl. 10.

Billetter til Pumpehuset sælges gennem Billetnet.dk, på telefon 70 15 65 65, samt på posthuse.

Billetter til Train sælges gennem Train.dk


ANNONCE