Frederik Thaae om en dag på Voice-sættet og om at være Lene Nystrøms co-coach
Undervejs i TV2's aktuelle talentshow Voice blev produceren og musikeren Frederik Thaae (A Kid Herefter med flere, red.) koblet på Lene Nystrøm som co-coach. Frederik Thaae har skrevet denne beretning om sit arbejde på programmet. Se flere billeder i galleriet her.
Jeg har altid ment, at man skal tage imod de chancer man får for at flytte sig selv ud på dybt vand, og det var coachtjansen i voice i høj grad for mig.
En tv-produktion af denne størrelse er et cirkus af et mylder af folk, der hver er en lille brik i et kæmpe puslespil, og dermed en stor kontrast til den freakishness, jeg normalt kan dyrke i mit studie. Det føltes faktisk helt befriende at kunne læne sig tilbage uden at skulle tage ansvar hele tiden.
Det virkede helt naturligt at lade sig glide med på den bølge af opskruet begejstring, der herskede på holdet. En slags massepsykose.
Jeg tror nok ikke på, at der længere kan findes en superstjerne i sangkonkurrenceshows, men processen i programmet er interessant - hvor meget almindelige sangglade mennesker kan udvikle et nok så spinkelt talent på kort tid når de bliver taget alvorligt og ikke mindst sat under pres. Derfor var min tjans ekstra fornøjelig, da deltagerne i den grad var indstillet på at lytte og lære.
Mht. min personlige kredibilitet ved at medvirke i denne slags program, ser jeg ikke det store problem - Jeg er mig selv i det, og nyder at se, hvor meget deltagerne får ud af det. Den slags bekymring vil jeg overlade til andre der er mere forhippet på at manifestere deres offentlige image. Jeg har intet problem med at livemusik og reality-tv blandes til underholdnings-tv. Jeg håber bare, at programmet - størrelsen taget i betragtning - kan fremme interessen for levende musik i tv og ikke bare være endnu et realityshow eller fremprovokere unødig pikmåling med x-faktor.
Jeg er ikke selv forbruger af høflig lørdagsunderholdning på tv, men sætter min lid til, at programmet bliver klippet, så folk rent faktisk lærer noget om processen bag musik. Det var mit indtryk af optagelserne. Måske naivt, men ansvarsfravigelse er som sagt den store nye udfordring for mig i denne medvirken...







































