Nyhed

Jazzhouse genåbner

Jazzhouse blev et af ofrene for oversvømmelsen i København i sommer, men nu er det klar til at åbne igen

Sommerens omfattende oversvømmelser i København sendte ødelæggende vandmasser ind i Jazzhouse, som fik så omfattende skader på gulv, scene og inventar, at huset måtte totalrenoveres. Nu er renovationen ved at være gennemført, og Jazzhouse venter at slå dørene op igen i løbet af foråret.

Den store genopbygning har ført til at folkene bag Jazzhouse har nytænkt stedet, og de mener, at det er et nyt og bedre Jazzhouse, der kan åbne dørene for de danske jazzentusiaster.

"Det gælder også efter koncerterne, hvor der vil være sene livekoncerter og eksklusiv klubstemning i huset. I koncertsalen etableres en helt ny scene, nyt backstageområde og et forbedret barområde, og det nyindrettede scenerum giver mulighed for at præsentere meget forskelligartede koncertformater, der danner den optimale ramme om musikken," fortæller spillestedet i en pressemeddelelse og takker især Nordeafonden for at genopbygningen kunne lade sig gøre "Det er ikke mindst en ekstraordinær bevilling fra Nordea-fonden til udvikling af Jazzhouse, der har muliggjort rekonstruktionen af spillestedet, der fremover vil have et samlet fokus på husets kerneydelse: Jazz. Det gælder også efter koncerterne, hvor der vil være sene livekoncerter og eksklusiv klubstemning i huset".


Daglig leder Signe Lopdrup udtaler:

"Vi er stolte over, at det er lykkedes at rekonstruere rammerne for det Jazzhouse, som nu kan fortsætte og udbygge rollen som det helt centrale helårsaktive spillested for jazz i København. Jazzhouse er at betragte som Danmarks nationalscene for jazz, og i alle årene har huset været en vigtig formidler af den kreative live-kunstart, som udgør jazzen, til glæde for både begejstrede musiknydere og jazzmiljøet i byen," fortæller Signe Lopdrup. "Jazzhouse står over for en ny begyndelse, og vi ser frem til at lukke dørene op for publikum til byens levende scene for jazz: Paletten skal være stor og spektret bredt, men alt, hvad vi laver, skal have med jazz at gøre. Det er jazzen som levende samtidskunst, der er vores kerneområde. Vi skal dyrke og udvikle jazzscenen i Danmark," siger hun.

Jazzhouse har været et af landets vigtigste spillesteder for jazz siden etableringen af stedet i 1991.


Den præcise dato for åbningsdatoen bliver offentliggjort inden længe, og Jazzhouse lover et stærkt forårsprogram.

 

 


 

 

ANNONCE