Nyhed

Neil Young: Lydkvaliteten er ringere end nogensinde

Den canadiske rocklegende brokker sig over lydkvaliteten i nutidens musik

Den 66-årige canadiske rocklegende Neil Young er ikke just imponeret over lydkvaliteten i nutidens musik. Det fortæller han til MTV News. "Jeg bryder mig ikke om det. Det gør mig bare sur. Ikke kvaliteten af selve musikken, men vi er i det 21. århundrede, og ikke desto mindre har vi den værste lydkvalitet, vi nogensinde har haft. Den er værre end på en 78'er (78 rpm-plade, red.). Hvor er vores genier? Hvad er der sket?" spørger den legendariske sanger og sangskriver, der for alvor brød igennem som solokunstner med albummet "Harvest" fra 1972.   

"Hvis du er en kunstner og har skabt noget og du ved at masterbåndet er 100 procent godt, men forbrugeren kun får 5 procent, vil du så have det godt med dig selv?" fortsætter Neil Young og tilføjer: Dét vil jeg gerne gøre kunstnere opmærksomme på".

Neil Young udgiver i år selvbiografien "Waging Heavy Peace" på Blue Rider Press, der er det store forlag Penguins nye underselskab. Young tilslutter sig dermed rækken af aldrende rockikoner, der de seneste år har udgivet selvbiografier: Eric Clapton, Keith Richards og Steven Tyler. 


I 2003 udgav Jimmy McDonough Neil Young-biografien "Shakey: Neil Young's Biography", der er baseret på interviews med Neil Young og hans nærmeste. Selvom Young i første omgang bidrog til bogen, endte han og Jimmy McDonoug i et juridisk slagsmål, da Young senere forsøgte at forhindre udgivelsen af bogen. Det lykkedes ham dog imidlertid kun at forsinke den.

ANNONCE