Nyhed

Ny single fra kommende Sleigh Bells-album

Sleigh Bells har udsendt singleforløberen "Comeback Kid" fra deres kommende album

New Yorker-duoen Sleigh Bells har udsendt singleforløberen "Comeback Kid" fra deres kommende album "Reign of Terror". Samtidig annonceres tre koncerter i England og Skotland i slutningen af februar og begyndelsen af marts, i henholdsvis Glasgow, London og Manchester. Single-udspillet ligger stilmæssigt i forlængelse af debuten, 2010's "Treats", med dens overgearede, overstyrede blanding af støj og iørefaldende, poppede omkvæd, som GAFFA's anmelder Lars Löbner Jeppesen kaldte "en suveræn støjfest" og tildelte fem stjerner.

Mindre begejstret var GAFFA's anmelder, da Sleigh Bells besøgte Loppen i København i begyndelsen af 2011. I sin trestjernede anmeldelse konkluderede Peter Lykke Madsen: "De korte sange og den hurtige fremgang i koncerten kunne man måske se som en del af den pop-kultur, som Sleigh Bells er blevet kaldt fornyere af, men det bliver nu stadig spændende at se, hvad Sleigh Bells kan præstere med et lidt større bagkatalog og forhåbentlig lidt større variation."

Den eksperimenterende popduo blev dannet i New York af sangskriver og producer Derek Miller og vokalist Alexis Krauss. Miller har en fortid i hardcore-gruppen Poison the Well fra Florida, mens Alexis Krauss tidligere har været en del af teenagepige-bandet Rubyblue. Sleigh Bells har kontrakt med M.I.A.'s pladeselskab N.E.E.T, hvorigennem de udgav deres debutabum.


Albummet "Reign of Terror" er på gaden 20. februar.

Hør "Comeback Kid":

Comeback Kid by Sleigh Bells


ANNONCE