Det Los Angeles-baserede hiphop-kollektiv genforenet på nyt album
Det kontroversielle hiphopkollektiv, hvis fulde navn lyder Odd Future Wolf Gang Kill Them All, har annonceret at et nyt album med titlen "The OF Tape Vol 2" udsendes den 19. marts og at en USA-turne vil følge i kølvandet herpå. Flere af medlemmerne af gruppen har siden det første mixtape i 2008, udsendt soloalbums med større eller mindre succes, men nu er de altså genforenet på det kommende album, som er det første, der udsendes på gruppens eget selskab Odd Future Records, der distribueres gennem Sony. I modsætning til det første mixtape, vil "The OF Tape Vol 2" derfor heller ikke være gratis.
Den 20. marts, en uges tid efter albummets udgivelse, lancerer Odd Future deres eget reality tv-show på kabel-tv-kanalen Adult Swin. Showet, der får navnet "Loiter Squad", bliver produceret af Dickhouse Entertainment, der blandt andet består af Johnny Knoxville, og som har produceret Jackass. "Loiter Squad" kommer til at bestå af 15 minutters episoder og vil indholde en blanding af sketches, jokes og fremførelser af Odd Futures egne numre.
Kollektivets planer for 2012 stopper imidlertid ikke her, da mindst tre solo-udgivelser fra gruppens medlemmer forventes at udkomme i løbet af året, henholdvis af Frank Ocean, Hodgy Beats og Leftbrain's duo Mellowhype, samt en opfølger til Tyler the Creator's "Goblin" fra 2011, der har fået den foreløbige titel "Wolf".