Nyhed

Sony åbner streamingtjeneste i Danmark

Sony Entertainment Network har netop lanceret Music Unlimited i Danmark og resten af Norden

Efter at 2011 blev det helt store gennembrudsår for streamingtjenesterne herhjemme, med lanceringen af Spotify og åbningen af Wimp for alle uanset mobil- og bredbåndsabonnement, ser det ud til, at de store underholdningsgiganter for alvor er klar til at kaste sig ind i konkurrencen. Således har Sony Entertainment Network netop lanceret streamingtjenesten Music Unlimited i Danmark og resten af Norden.
 
Musiktjenesten giver adgang til et musikkatalog med mere end 12 millioner sange fra alle de store pladeselskaber samt de største uafhængige pladeselskaber. Sony udvider ifølge eget udsagn hele tiden kataloget, så også musik fra lokale og "up-and-coming"-kunstnere er med i kataloget.

"På under ét år har vi lanceret Music Unlimited i 13 lande, som nu er tilgængeligt i flere hundrede millioner hjem og på mobile enheder verden over," fortæller Tim Schaaff, President i Sony Entertainment Network.
 
Med Music Unlimited kan brugerne afspille musik på et bredt udvalg af tilsluttede enheder, herunder Sony BRAVIA Internet-tv – både nye og ældre modeller lanceret i løbet af 2010 og 2011, Blu-ray-afspillere og hjemmebiografsystemer, PlayStation 3 og PSP, pc'er – herunder også VAIO pc'er, Sonys Walkman, Android-baserede tablets og smartphones – herunder Sonys egne tablets, samt Sony Ericssons Xperia-smartphones. Når man opretter sig som bruger, får man en personlig konto, som giver adgang til musikalsk underholdning på tværs af alle kompatible enheder.
 
Music Unlimited-tjenestens funktioner
Music Unlimiteds Premium-abonnement giver brugeren mulighed for at lytte til alle katalogets sange, oprette personlige playlister og få adgang til Top 100-kanaler, som jævnligt opdateres med de nyeste hits. Et Premium-abonnement koster 89 kroner om måneden.
 
Tjenestens Basic-abonnement virker som en reklamefri radiostation, hvor brugeren kan lytte til en lang række personaliserede kanaler, som kategoriseres i forhold til genre, periode eller humør via Sonys SensMe funktion. Basic-abonnementet koster 49 kroner om måneden.
 
En af de nyeste funktioner i begge abonnementer, som er tilgængelig i Music Unlimited-applikationerne til PS3 og pc, er My Channels, som giver brugeren frie hænder til at opbygge sine egne personlige radiostationer baseret på hans eller hendes favoritkunstnere. Man skal blot skrive navnet på en kunstner, så opretter systemet automatisk en radiostation med sange fra denne kunstner – og andre lignende kunstnere.
 
Ved at studere brugernes musikvaner, inkorporere deres vurderinger af sange og analysere deres eksisterende musikbibliotek kan Music Unlimited-tjenesten også tilpasse sig brugernes musiksmag og skræddersy musikkanaler med yndlingsmusik. Jo mere musiktjenesten benyttes, jo mere unikke og personlige bliver afspilningslisterne.
 
Music Unlimited er tilgængelig nu, og man kan prøve Music Unlimited gratis i 30 dage. Læs mere om betingelserne her.

Med et katalog på 12 millioner sange har Music Unlimited lidt færre sange på lager end Spoitfy og TDC Play, der hver har et katalog på 15 millioner sange, og Wimp, der har 13 millioner sange på de digitale hylder.

ANNONCE