Spleen United: Alle strukturer har været sprængt i luften

Fire fucking år for at lave tre kvarters musik er så godt som kommercielt selvmord i den foranderlige tid, vi lever i. Og med gentagne brudte løfter om, at pladen var lige på trapperne, begyndte historien om Spleen Uniteds tredje album mere og mere at minde om historien om Peter Og Ulven. Udefra kunne det ligne et klassisk studie i sangskrivningskrise, men sandheden er en helt anden. For den lange pladepause har snare været okkuperet af for stor inspiration, hvor hver en afkrog skulle afsøges og hver ide afprøves (og helst flere gange). Langt om længe er albummet School Of Euphoria nu endelig færdigt, og selvom det har været svært at give slip på musikken, så har det alligevel været befriende for frontmand Bjarke Niemann at komme i mål.

– Jeg er lettet over at være kommet ud på den anden side. At lave en plade er som at være i fængsel. Det skal også forstås positivt, for det er et mentalt fængsel, hvor man konstant går og tænker på den samme ting, og den fordybelse kan jeg godt lide. Men det bliver også klaustrofobisk, og den eneste måde, man kan få det ud af hovedet, er jo ved at færdiggøre pladen...

Jeg har ikke indtrykket af, at det er blindgyder og skrivekrise, der har forsinket pladen, så kan du ikke lige forklare, hvorfor den har taget så lang tid, og hvorfor I indspillede den hele tre gange?

– Denne gange har pladeprocessen bestået af tre forskellige dele. Første del strakte sig over et langt tidsrum, hvor vi var meget eksperimenterende og undersøgende i forhold til, hvilken retning Spleen United skulle bevæge sig i. Den del tog cirka halvandet års tid, måske mere. Men vi hørte en masse forskellig musik og prøvede selv en masse ting af. Vi spildte også en masse tid i forhold til et konkret produkt, men vi lærte en masse ting i den periode.

– Den anden del startede den 1. januar 2011, hvor vi mødtes for at optage pladen. For der havde vi en vision om, hvordan pladen skulle være. Den vision prøvede vi at følge til dørs, men vi modererede også visionen undervejs, fordi det ikke har været godt nok. Og det er netop sidste del, der har gjort, at vi har indspillet pladen så mange gange. Alle strukturer har været sprængt i luften, fordi vi gerne ville lave noget musik, der var mindre sangskrivningsbaseret. Vi ville vende det hele på hovedet og eksperimentere. Dermed bliver arbejdsstrukturen mere rodet, men også mere åben, idet at der altid er plads til nye ideer.

Men har du ikke selv tænkt, at nu skulle I altså til at være færdige med den plade, hvis I stadig ville holde på et publikum?

– Vi vil altså ikke bare lave plader for at holde den kørende og nyde den status, vi har hos nogle folk. De folk, der godt kan lide Spleen United og vores to første plader, de ønsker vel også, at vi står inde for det nye, vi har lavet? Jeg har i hvert fald tænkt, at når man udsender en plade og efterfølgende bruger over et år på at spille den live og i det hele taget bare skal leve med den plade, så skal man selv synes, at det er det bedste, man har at byde på. Appetitten, motivationen og ånden skal være der omkring hele projektet. Det opnår vi kun ved at tage bandet op til revurdering jævnligt. Men jeg kan faktisk godt lide kunstnere, der kan finde ud af at gentage sig selv. Der er mange, der kan tappe ind i en åre, der er helt deres egen, og så kan den åre holde resten af livet. De folk kan jeg da godt misunde.

– Grunden til, at vi i Spleen United hele tiden har behov for at stille spørgsmålstegn ved vores eksistens, er at vi ikke bare har adgang til en utømmelig kilde. Fra vi startede ud med guitarer og senere skiftede dem ud med synthesizere og skiftede dem ud med samplers, og senest lod maskinerne tage helt over, har vi altid været drevet af at finde noget nyt.

"School of Euphoria" udkommer mandag den 30. januar. Læs GAFFAs anmeldelse her og læs et længere interview i GAFFA februar, der er på gaden fredag den 3. februar.