Nyhed

The Telescopes til Odense

Det engelske støj- og spacerockband, der har udgivet på det stilskabende pladeselskab Creation, gæster Fyn i februar

Nu er der blevet holdt arrangementer i Odense under navnet "Off The Hook Thursday" i over et år, og arrangementet viser ifølge arrangørerne stigende success hver gang. Nu er det lykkedes for den odenseanske undergrundsevent at booke deres første udenlandske navn, som er de engelske The Telescopes.

The Telescopes spiller en blanding af støj- og spacerock, og af inspirationskilder nævnes blandt andre Jesus And Mary Chain. Gruppen lover at spille sange fra deres ubetitlede album fra 1992, et album, der udkom på det nu hedengangne selskab Creation, der dengang blandt andet havde de stilskabende støjpoppere My Bloody Valentine og senere også Oasis i stalden.

Off The Hook Thursday udspringer af, at der ifølge bagmændene ganske enkelt sker for lidt i Odense.


"I Odense er der ikke mange kulturelle initiativer som er henvendt til de unge og musikinteresserede. Derfor tilstræber vi at nå ud til det smalle segment, uden at nogen skal udelukkes", fortæller folkene bag den interessante event. 

The Telescopes kan opleves sammen med danske Black Light White Light, The Road To Suicide og Syringe på Munkemøllestræde 20 den 15. februar 2012. Dørene åbner klokken 20.00, og entreen koster 40 kroner.

ANNONCE