Damon Albarn og kompagni får deres egen app til iPad og iPhone i anledning af kommende bokssæt
Hvis man er ejer af enten en iPad eller en iPhone, så kan man nu få musik, nyheder og meget mere direkte fra de britiske drenge i Blur. I dag har de nemlig lanceret deres helt egen app med software, som er designet til at fungere som følgesvend for bandets kommende, 21-dobbelte retrospektive bokssæt "Blur 21: The Box", som vil blive udgivet den 30. juli. App'en er ganske gratis og kan downloades via iTunes fra i dag.
Bokssættet udkommer i anledningen af bandets 21 år på musikscenen og kommer til at indeholde genudgivelser af alle syv albums, 65 hidtil uudgivne numre, over 130 sjældenheder, tre dvd'er, en "collector's edition"-bog med sjældne og uudgivne billeder samt et interview med bandet og en speciel limited edition 7"-vinylplade.
Digitalt overflødighedshorn
På den dertilhørende app vil man kunne finde tidligere uudgivet musik, herunder demoer og remixes, samt videooptagelser af band-interviews og live-optrædener. Man kan også gå på opdagelse i Blur-universet gennem fotogallerier, biografier, en karrieretidslinje, omfattende diskografi og videografi. Ifølge nme.com indeholder app'en også en koncertsætlister fra hjemmesiden setlist.fm.
Som fan vil man på app'en også kunne følge med i alle nyheder fra bandets officielle hjemmeside, Facebook-side og Twitter-profil – og det hele kan selvfølgelig deles på ens egne sociale netværk-profiler.
Blur kan opleves som et af hovednavnene på dette års SmukFest, hvor de torsdag den 9. august giver koncert på Bøgescenen.
Danmarks Smukkeste Festival løber af stablen den 8.-12. august med warm up fra den 5. august. Festivalen kan næsten melde udsolgt, men billetter kan stadig købes via GAFFA Live.





