Danmarkspremiere på ny dokumentarfilm om garagerock-ikonet
"What I do is not about being comfortable with the world. I was tossed into this place, and I will be tossed out again. All this stuff in between is a big fucking fight", har Jay Reatard engang udtalt.
For cirka to et halvt år siden døde den kun 29-årige Jay Reatard, med det borgerlige navn Jimmy Lee Lindsey, af en overdosis. Nu bliver han for en stund vækket til live på Bremen Teater i København, når teatret i samarbejde med CPH:DOX viser dokumentarfilmen "Better Than Something" og bagefter præsenterer trippelkoncert med bands fra den danske undergrund.
Jay Reatard startede sin karriere i bandet The Reatards, som debuterede tilbage i 1998. Siden er det blevet til et utal af udgivelser med henholdsvis The Lost Souls, Nervous Patterns, Angry Angels og andre løse opstillinger. Hans karriere tog dog for alvor fart, da han i 2006 udgav dit første soloalbum "Blood Visions" og siden "Watch Me Fall", som udkom året inden Reatards død i 2010.
Undergrunds-punk
Den 30. august slår Bremen Teater dørene op og byder indenfor til Danmarkspremiere på "Better Than Something", en dokumentarfilm som gennem interviews følger Jay Reatards turbulente livshistorie og imponerende kometkarriere, umiddelbart før og efter sin død. Her følger man garage-/punkmusikeren tilbage til barndomsbyen Memphis, Tennessee, og kan opleve optagelser fra flere af hans koncerter.
Efter filmen vil Jay Reatard blive hyldet med en trippelkoncert med de danske undergrundsbands Lower, Urban Achievers og Syringe, arrangeret af bloggen Passive/Aggressive. Det hele finder som sagt sted på Bremen Teater den 30. august og billetter kan købes til 95 kroner gennem billetlugen.