Et sammensurium af alsidighed, støj, afrikanske trommerytmer og overraskende liveshows
Vi giver for sidste gang ordet til bloggen Lappland, den ene af de to vindere af GAFFAs blog'n'roll-konkurrence, som under Roskilde Festival har blogget på GAFFA.dk.
Talk Normal, 07.07.2012, Roskilde Festival
I 1967 prædikerede Aretha Franklin ordet "R-E-S-P-E-C-T" på vegne af kvinder over hele kloden, og jeg har tænkt mig at gøre kunsten efter i følgende omhandlende Talk Normal, der buldrede stilsikkert og kraftfuldt af sted som et tog ladet med girl-POWER, ingen havde set komme på skinnerne.
Kl. 21 lørdag aften på Roskildes Gloria-scene måtte konferencieren starte bandpræsentationen ud med at bede de 17 mennesker, som stod spredt på gulvet, pænt om at træde nærmere, hvilket fik mig til at tænke på datidens akavede koncerter på ungdomsskolen, hvor ingen turde at være dem, der stod forrest. "Hmm" tænkte jeg. Min begrænsede viden om musikken var, at det skulle være en omgang god gammeldags rock'n'roll med to piger fra Brooklyn, og hvis de ikke engang kunne få folk til at komme op foran, var denne koncert i fare for at blive et gevaldigt flop.
Pigerne lod dog ikke til at være generet af den lille flok, en sørgelig undskyldning for et publikum, og indtog køligt deres positioner på scenen og startede settet. Og BAM – der kom det: Det føromtalte tog der susede forbi alle med en sjældent set kraft, sikkerhed og energi. Allerede efter tredje nummer smed trommeslageren Andrya Ambro sin stol og fortsatte stående. For mig var det det skelsættende øjeblik, point of no return som min gamle dansklærer ville have sagt, og jeg vidste, at dette kun kunne blive bedre, vildere og mere dragende. Og det blev det.
Det var ikke kun mig, som øjeblikkeligt blev fanget af pigernes garage-noise-set, men den resterende del af publikum masede sig langsomt og fastbesluttet tættere på scenen, mens andre kom til. Mod slutningen af koncerten var den kiggende skare vokset til det firdobbelte, og alle stod med et saligt smil om læben og nød den til tider marcherende, til tider skraldede lyd, som fyldte rummet.
Ifølge pigerne selv er deres musik et sammensurium af alsidighed, støj, afrikanske trommerytmer og overraskende liveshows, hvilket absolut og helt holdent var det, de præsterede at vise de heldige af os, som så dem lørdag aften. Intet andet er der at sige end: Tak (og skynd jer lige at komme tilbage til Danmark, så jeg kan få fornøjelsen af jeres selskab igen).
/Kim
