Nyhed

Hede Rytmer i økonomisk uføre

Endnu en provinsfestival plaget af ubetalte regninger

Først meldte vestjyske Skive Festival om alvorlige økonomiske problemer, og tidligere på måneden meddelte folkene bag fynske Rock Under Broen at de måtte dreje nøglen om efter 24 år. Og nu forlyder det, at Hede Rytmer ved Silkeborg skylder 600.000 kroner til en række af de optrædende kunstnere. Blandt de berørte er rapperen L.O.C., og fra hans lejr er der tydelig ærgrelse over festivalens ledelse:

"Vi troede, vi havde en klar aftale med Hede Rytmer, men vi er blevet holdt hen med snak og tomme løfter. Det er en af de værste festivaler, jeg har samarbejdet med i min tid i musikbranchen", siger booking-agent Jesper Frydenlund således til Midtjyllands Avis.

Flemming Jørgensen, der er daglig leder af festivalen, bekræfter, at der er et udestående:

"Vi har flere kreditorer, som vi skylder penge, og jeg vil ikke gå ind og kommentere på den enkelte. Vi har nu brug for arbejdsro, så vi kan finde ud af, hvordan situationen skal løses. Der er ingen tvivl om, at situationen er alvorlig, og vi er ikke ligeglade med det her".

Du kan se ubekymrede billeder fra årets udgave af den østjyske folkefest her.

ANNONCE