Nyhed

Jon Lord er død

Deep Purples grundlægger, keyboardspilleren og komponisten Jon Lord, døde i dag på et hospital i London

Jon Lord døde af en lungeemboli, en blodprop i lungerne. Han havde kæmpet med pancreascancer siden august sidste år og efterlader sig kone og to voksne døtre.

Jon Lord er mest kendt for sit stilskabende orgelspil i Deep Purple. Han udviklede Hammondorglets særlige rocklyd, der blev en integreret del af Deep Purples lyd, og stod bl.a. bag mange af bandets store rockklassikere som for eksempel "Child In Time", "Highway Star", "Smoke On The Water" og "Perfect Strangers". 

Jon Lord var højt respekteret og en altid høflig gentleman både på og af scenen. Han grundlagde Deep Purple i 1968 sammen med guitaristen Ritchie Blackmore. Op gennem 70'erne udviklede Deep Purple sig til et af verdens største bands, og var bl.a. det mest sælgende i USA i 1973.

Sideløbende med rockkarrieren i Deep Purple og senere Whitesnake, udviklede Jon Lord sig som en dygtig og medrivende komponist for symfoniorkester blandet med rockmusikere. I 1969 debutterede hans "Concerto For Group And Orchestra" med Royal Symphony Orchestra i Londons Royal Albert Hall, som også lagde rammer til, da stykket blev genopfrisket ved dets 30 års jubilæum i 1999. 


Han forlod det evigt turnerede Deep Purple i 2002 for at fokusere på sine soloværker, som han har udgivet flere af siden da. Bl.a. Durham Concerto, der blev komponeret til Durham Universitets 175 års jubilæum.

Han turnerede verden rundt med symfoniorkestre, der opførte hans værker, særligt Concerto For Group And Orchestra. Senest har Jon Lord været i studiet for at indspille den definitive udgave af det værk, som udkommer på cd til september. De sidste indspilninger dertil blev lavet kort før hans død.

Læs mere på Jon Lords hjemmeside JonLord.org


Sidste efterår udkom portrætfilmen "With Pictures", bygget op omkring nyere interviews med Lord.

ANNONCE