Nyhed

Justin Bieber til Parken

Det ombejlede ungdomsidol besøger København til april

Fans af teenage-stjernen Justin Bieber– de såkaldte Beliebers – måtte for nylig lide den tort at finde sig i Ekstra Bladets nedsabling af deres idols seneste plade. Det kom der trusler om vold med mere ud af, men nu er der imidlertid atter noget at glæde sig over for tilhængerskaren: Bieber har meldt sin ankomst til Parken i København den 20. april 2013 som led i den verdensomspændende Believe-turné. 

Turnéen i kølvandet på Biebers seneste album indledes 29. september i Glendale, Arizona, og han skal spille mere end 50 shows inden han når til København. Og nu vi er ved tallene: Bieber, som gæstede Herning i 2011 har trods sin unge alder allerede solgt 15 millioner plader, har 43 millioner Facebook-fans og 22 millioner "followers" på Twitter.

Fænomen på nettet


Det er således ikke mindst via de sociale medier, at den unge mand har skabt sig sin omfattende fanskare. Den første single fra det seneste album, "Boyfriend", solgte 400.000 digitale downloads i den første uge efter udgivelsen af pladen, hvor Bieber blandt andet får hjælp af navne som Ludacris, Nicki Minaj og Drake.

Til showet i København vil der være mulighed for at købe hvad arrangørerne kalder "den ultimative VIP-oplevelse", der blandt andet inkluderer et personligt møde med Justin Bieber, Golden Circle-billet, autograf, "gift bag" med mere.

Billetterne til koncerten den 20. april 2013 sættes i salg fredag den 6. juli klokken 10.00 via Billetlugen og koster fra 329 kroner og opefter. For de særligt ivrige – og der skal nok være et par stykker – er der endvidere mulighed for at tilmelde sig som medlem hos arrangøren ICO Concerts og dermed få mulighed for at sikre sig en billet allerede fra den 19. august.


 

 

ANNONCE