Den amerikansk/canadiske sangerinde udsender tredje studiealbum til oktober
Martha Wainwright blev født i Montreal og er datter af musikerne Loudon Wainwright III og Kate McGarrigle og lillesøster til Rufus Wainwright. Det er med andre ord musikalitet som flyder i årene på sangerinden og sangskriveren, som til oktober udgiver sit tredje studiealbum, "Come Home To Mama".
Martha begyndte i midten af 1990'erne at hellige sig musikken, hvor hun optrådte på klubber og kaffebarer og i 1997 udsendte kassebåndet "Ground Floor". Som tilfældet var med broderen, flyttede Martha til New York og udgav i 2005 sit selvbetitlede debutalbum.
Power og ironi
I 2008 udkom album nummer to, "I Know You're Married But I've Got Feeling Too". Albummet fik af GAFFAs Leonora Christina Skov de maksimale seks stjerner og blandt andre følgende ord med på vejen:
"Stemmen er den samme, men spektret er langt større, klangen varmere og temperamentet ikke til at tage fejl af. Martha sender tonerne på himmelflugt præcis, når det passer hende og med langt større sikkerhed og drama end før. Selvom stilen fortsat har rødder i den fortællende amerikansk folkpop, eksperimenteres der livligt med sangstrukturen, fuldt orkestrerede passager og ren psychedelia". Skov fortsatte roserne:
"På tekstsiden dyrker Martha stadig det forsmåede, som titlen lader ane, men hendes attitude har masser af power og ironi, og der er både plads til kærlighedserklæringer og et fedt cover af Pink Floyds "See Emily Play". Resultatet er et bemærkelsesværdigt varieret, men konsistent udspil med oplagt bred appeal. Fra radiopop på "You Cheated Me" til de helt store følelser på "Bleeding All Over You". Martha er klart en af det nye årtusinds helt store stjerner".
Kulmination på livserfaringer
Martha Wainwright udsendte i 2009 et livealbum med Edith Piafs fortolkninger, men nu er hun så klar med et reelt studiealbum igen, når "Come Home To Mama" bliver sendt på gaden den 15. oktober.
Albummet blev indspillet tidligere i år i New York og er produceret af Yuka C. Hando (Cibo Matto), og Wainwrights mand Nels Cline (Wilco) leverer den musikalske tråd. Desuden omfatter albummet besøg fra gæsteartisterne Thomas Barlett på keyboard, Brad Albetta på bas og trommeslageren Jim White.
"At lave dette album har været en hel anden oplevelse", siger Martha ifølge en pressemeddelelse og fortsætter: "Yukas tilgang var meget åben. Nogle gange ville jeg bare indspille en demo, hvor jeg sang i mit klædeskab, som fungerede som vokalboks, så ville hun begge nummeret op omkring det. I andre tilfælde ville vi jamme med et par musikere og prøve at optage et live-nummer".
"Dette album er kulminationen på mine livserfaringer indtil nu. Alt ændrede sig for mig for et par år siden, og denne plade er en repræsentant for dette og en tilbagevenden til grunden til, at jeg begyndte at skrive sange. Jeg kan ikke vente med at komme på landevejen med min familie og nyt band på slæb", udtaler Martha Wainwright.
Trackliste for "Come Home To Mama":
"I Am Sorry"
"Can You Believe It"
"Radio Star"
"Proserpina"
"Leave Behind"
"Four Black Sheep"
"Some People"
"I Wanna Make An Arrest"
"All Your Clothes"
"Everything Wrong"