Dagens leder i Dagbladet Politiken hylder publikum og hippieånd
Da Roskilde Festival torsdag for et år siden åbnede døren for musikken skrev daværende musikredaktør Erik Jensen en kritisk leder, der langede ud efter musikprogrammet og manglen på hovednavne. Et år senere har festivalen igen fået plads i avisens lederspalter på musikkens store åbningsdag.
"Det er lykkedes festivalen at bevare kernen af den ånd, der i 1971 for første gang samlede nogle hippier på en pløjemark, og at udbrede og modernisere denne ånd uden at kompromittere den," skriver avisen blandt andet.
Lederen mener, at det stadig er det brede spektrum af rytmisk musik, der er i centum på festivalen, men at langt mere gør festivalen til "en kulturbærende institution".
"I en tid, hvor det politiske parnas er enige om, at kun skattelettelser og økonomiske incitamenter kan motivere mennesker, er en festival båret af frivillige kræfter en vigtig erindring om, at alt ikke passer ind i matematiske modeller. Det er også derfor, at Roskilde Festival virker grænseløst provokerende på avantgarden i tidens nyborgerlige bølge," mener Politiken.
Hele lederen bliver allerede debatteret på Politikens hjemmeside.