Festivalen regner med et overskud mellem otte og tolv millioner, og udviser generel tilfredshed med årets festival
Roskilde Festival 2012 er som bekendt forbi, der har været gode og mindre gode koncerter – alt afhængig af, hvem man spørger. Der har været godt og dårligt vejr, ligesom der har været nogle ting, der generelt har fungeret bedre end andet på årets festival. GAFFA har spurgt Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde, hvad festivalen selv tager med videre fra årets festival.
Hvad ser I tilbage på som højdepunkterne i år?
- Der er altid mange højdepunkter - rgtig gode koncerter foran Orange med lange koncerter, der har fungeret, synes vi. Mange fine mindre koncerter rundt omkring på de forskellige scener. Det har virket som om, at folk har taget det rigtig godt til sig, og har været med ude og opsøge de små og nye ting. Det har været godt på alle måder, og så er det jo fantastisk, synes jeg, at se hvordan Apollo stille og rolig er landet, og at det var noget, som folk tog til sig. Vi havde en lørdag aften med 3000 mennesker derude foran om natten, og det var virkelig fedt at se, at den scene bare er godt skabt til det den skal bruges til.
De scener I har haft i år, er det også dem I fortsætter med til næste år?
- Ja, det er det. Vi overvejer at flytte rundt på dem. Det bliver spændende. Vi synes, at det antal scener vi har nu – med Apollo – dækker det de skal, godt. Gloria til det intime, selvom det er en lukket scene, hvor man selvfølgelig godt kan opleve det som om, at der er lidt pres på derinde, men det er rart at have en scene, som kan løfte det. Med den scenografi vi har fået derind, er det også blevet en anden æstetisk anderledes forbedret scene. Apollo, hvor man bare må sige, at den elektroniske scene kræver noget andet. Det er lidt svært at stå på sådan en traditionel stor scene og fylde ud, hvis man ikke er DJ Static og har 80 mand på scenen. Det er godt at have fået en scene, der passer til den musik også.
Hvad ser I så tilbage på, hvor I tænker, at her er der plads til forbedring?
- I forhold til både programlægning og den måde scenerne har været planlagt på i forhold til hinanden, der er vi rigtig godt tilfredse. Man kan altid gøre det bedre, vi er altid sådan en festival, der ser på – også undervejs – hvordan kan vi gøre tingene anderledes. I forhold til at have planer om at placere scenerne på en anden måde, det er en del af det arbejde. I forhold til musikken synes jeg, vi har fået nogle rigtig gode takter slået an – også i år. Så er der hvordan selve festivalen i øvrigt swinger. Der synes jeg, at vi med Dream City har fået sat et initiativ i søen, som har rigtig gode perspektiver foran sig. Helt klart også et opstartsår i år, hvor vi lige sådan skulle finde ud af, hvordan vi så kan gøre det, der var der også rum for forbedringer. Sådan nogle veje skal vi gå. Vi skal ud og kunne tage nogle skridt i en retning, hvor vi også siger: fint nok, det er en opstart, lad os se, hvordan det fungerer, og så bygge videre derfra.
- Nu blev vi rimelig forskånede for regn, men der er nogle områder, der er plaget af mudder. Jeg synes vi er gode, men det er bestemt et af de områder, hvor vi kan sige, at der kan vi godt blive endnu bedre til det.
Hvad er jeres forventninger i forhold til økonomien – nu endte I jo med at få udsolgt?
- Vi regner med et overskud mellem otte og tolv millioner, det er, hvad vi har budgetteret med i forhold til udsolgt – og det har vi jo fået. Så er der indtægter, vi ikke har gjort op endnu, som det tager lidt tid at få gjort op, og der kan også være nogle omkostninger, men de er ligesom budgetteret med i forhold til at der er regnvejrsudgifter – flis og halm og sådan noget. Når man har etableret en plads, og det har regnet, så skal pladsen reetableres, og der vil der også være nogle omkostninger. Det er i det leje, vi havde budgetteret, så det er vi virkelig glade for og stolte over, for nu kan vi give pengene videre til nogle almennyttige formål - give det gode arbejde videre.
I havde en tragisk episode med en 20-årig svensker, der døde stofrelateret – hvordan forholder I jer til den sag? Er det et område, hvor I tænker, at der skal gøres en ekstra indsats?
- Det er en rigtig trist start at få på festivalen. Stoffer er – og det hører vi også fra dem vi arbejder sammen med – politi og eksperter indenfor området – et stigende problem i samfundet omkring os, og det er det også på Roskilde Festival på den måde, at vi er et spejl af samfundet. Det vi kan lære af den opmærksomhed, der har været i danske medier. Det er, at vi måske godt kan være lidt mere tydelige i vores kommunikation på hjemmeside og lignende, hvad det er for nogle betragtninger, som ligger bag de beslutninger, vi har truffet om – et er vores holdning til stoffer, men også den måde vi håndhæver det på. Jeg har i hvert fald fået mange spørgsmål til, hvorfor vi ikke kører en konsekvenspædagogik, og det har vi en helt klar mening om, hvorfor vi ikke gør.
Hvad ser I så mest frem til i forbindelse med næste års festival?
- Det er væltet ind med idéer fra publikum, og jeg glæder mig meget til den feedback, vi har modtaget. Vi får altid masser og masser af feedback. Men her er det organiseret endnu mere via vores hjemmeside. Jeg glæder mig til at gå i gang med det arbejde, og så skal vi have fundet ud af, hvordan vi kan gøre det – jeg synes det kunne være helt vildt fedt – det er ikke noget vi har planlagt endnu – hvis man kunne invitere publikum meget mere med ind i idéudviklingen på nogle af områderne, altså også mere konkret. At udvikle mere sammen og gøre det tidligere over hele året. Det kunne være sjovt at gøre. Det tror jeg, at vi vil prøve at starte lidt op på i det små.
Læs det noget længere og fulde interview med Christina Bilde her.
Se masser af billeder fra årets Roskilde Festival i GAFFAs gallerisektion.