Nyhed

Smukfest kan næsten melde udsolgt

Det er ved at være sidste chance hvis man vil erhverve sig en billet til dette års festival i Skanderborg

Mens flere af landets mellemstore festivaler er i økonomiske problemer, kan man nu melde om næsten udsolgt på dette års udgave af Smukfest. I skrivende stund kan festivalen meddele, at mere end 94% af årets 25.000 partoutbilletter er blevet solgt. Har man endnu ikke købt sig adgang til festivalen, er det ved at være på tide, hvis man gerne vil have fat i en af de mindre end 1500 resterende billetter.

"Vi er enormt glade for den opbakning vores publikum viser os her i 2012 og ser frem til at kvittere for deres tillid ved at lave den bedste Smukfest nogensinde. Vi har jo set, hvordan mange festivaler og sommerkoncerter denne sommer har haft svært ved at sælge billetter nok, så det er med meget stor glæde, at vi nu ser frem til at melde udsolgt når vi starter Danmarks Smukkeste Festival 2012", udtaler festivalklubbens formand Claus Visbye.

Der er kun ganske få billetter tilbage til fredag og lørdag, mens også lagt de fleste boformer er udsolgte. I samarbejde med Danish Crown har festivalen forvandlet 20 nye frilandsgrise-hytter til topersoners festival-suiter, de såkaldte Pig Me hytter. De bliver nu sat til salg på lauritz.com, hvor man indtil den 26. juli kan byde på hytterne. Overskuddet går til de danske julemærkehjem.


Øverst på årets plakat står navne som Blur, Miike Snow og David Guetta. Fredag nat byder festivalen også på 90'er-festen, hvor den hollandske duo 2Unlimited er headliners. De har netop annonceret et comeback i original besætning – med rapperen Ray Slijngaard og sangeriden Anita Doth. Duoen, som står hits som "Twilight Zone", "Get Ready For This", "No Limit" og "Let The Beat Control The Body", har solgt mere end 18 millioner albums og vil fredag nat fyre op under festen i P3-teltet.

Danmarks Smukkeste Festival løber af stablen den 8.-12. august med warm up fra den 5. august, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE