Nyhed

Spleen United giver 24-timers koncert på Roskilde

Elektropopgruppen spiller et døgn i træk fra i aften klokken 22

Spleen United har netop offentliggjort, at de foruden deres officielle koncert på Roskilde Festival natten til lørdag klokken 02.30 vil spille en improviseret koncert på intet mindre end 24 timer under titlen "From Sunset To Sunset" – jævnfør titlen på deres sang "Sunset To Sunset". Koncerten begynder i aften ved solnedgang, tirsdag den 3. juli klokken 22 på campingområdet ved badesøen ved Agora K og fortsætter de følgende 24 timer.

Under den natlige del af koncerten vil bandet spille lydløst, men forsyne publikum med høretelefoner, hvor musikken kan høres, så de festivalgængere, der hellere vil sove, kan få lov til det. Mens koncerten finder sted, vil et stort digitalur holde øje med tiden.

Koncerten bliver arrangeret i samarbejde mellem Spleen United, Tuborg og Roskilde Festival.

Forsanger Bjarke Niemann forklarer:

– Koncerten er inspireret af titlen på vores sang "Sunset To Sunset" og er et forsøg på at bringe os selv ud af de vanlige rammer og vende tingene på hovedet. Man kommer ind i en anden verden, når man spiller så længe. Idéen passer godt til den musik, vi laver nu, og så var det jo oplagt at gøre det på Roskilde.

Hvordan vil I holde jer oppe så længe, har I nogle særlige tricks?

– Nej, det har vi faktisk ikke, og vi kan heller ikke garantere, at vi kan gennemføre det. Men vi prøver!

I har gjort noget lignende før, da I i 2010 indspillede videoen til "Sunset To Sunset". Hvordan gik det?

– Det gik fint. Der kom nogle opture og nedture undervejs. I begyndelsen og hele natten var det vildt fedt, og i dagtimerne blev det så temmelig underligt, men hen mod slutningen fik vi rigtig meget energi.

I spiller noget af koncerten kun til hovedtelefoner. Hvornår bliver det – og hvor mange hovedtelefoner deler I ud?

– Det er om natten, fra midnat til klokken 10, og vi har 80-100 høretelefoner.

Det er som nævnt ikke første gang, Spleen United spiller 24 timer i træk. De gjorde det også, da de i foråret 2010 indspillede musikvideoen til singlen "Sunset To Sunset", der blev optaget i Københavns Sydhavn. Se videoen her.

 

 

ANNONCE