Nyhed

Stella Polaris fylder 15 år

I år holder chill-out-festivalen jubilæum og kan som noget nyt opleves i fire danske byer

Stella Polaris kan i år fejre 15-års jubilæum, og med en opbakning som er blevet større år for år, kan festivalen nu kalde sig for verdens største gratis chill-out festival.

"Vi er sindssygt stolte over at vi kan fortsætte med at lave Stella Polaris nu på 15. år og er superglade for den massive opbakning, vi her fra kommunerne, sponsorer og ikke mindst publikum. Nu håber vi bare på lidt bedre vejr, det er jo lidt federe at chille og smide sig i græsset med 25 grader og skyfri himmel", udtaler Kalle B, der er Head of Love og en af hovedaktørerne omkring Stella Polaris.

Stella Polaris har gennem en længere årrække fundet sted årligt i Aarhus og København – helt præcis Aarhus siden 1997 og København siden 2001, og nogle år også Odense – og nu rykker arrangementet også til Aalborg, nærmere betegnet Kildeparken fredag den 3. august. Festivalen besøger Munke Mose i Odense den 2. august, og den 4. og 5. er det aarhusianerne og københavnernes tur til at chille i henholdsvis Botanisk Have og Østre Anlæg.


"Vi har jubilæum - og det skal naturligvis fejres. Derfor har vi afsøgt mulighederne for at komme bredere ud i landet, så det ikke kun er Aarhus og København, der får glæde af al den gode musik og gode stemning. Det er heldigvis lykkedes, og med stor hjælp fra Aalborg og Odense kommune har vi i år mulighed for at gøre Stella Polaris til en næsten landdækkende event", udtaler en glad og stolt Kalle B.

På Stella Polaris kan man opleve stemningsfuld elektronisk musik i grønne omgivelser, og ifølge pressemeddelelsen henvender arrangementet sig til aldersgruppen 0-90 år, selvom gennemsnitsalderen dog er mellem 20-30 år.

Kunstnerne som skal spille over de fire dage er fundet. Det skal dog bemærkes, at ikke alle artister spiller til alle fire koncerter.


Har chill-out stemningen bevæget sig over i festhumør, inden arrangementet slutter klokken 21, kan man i alle fire byer også nyde afterparties.

Stella Polaris line-up:

Röyksopp (billedet)


Laid Back

Chicane

Mikael Simpson


Lulu Rouge

Mike Sheridan

Gavyn Mytchel


Mads Björn

No Logo

Peter Visti


Asle

August

Ben Hoo


Cemetary

Løwenstein

Nicka


Kalle B

ANNONCE