Den amerikanske rapper lægger vejen forbi København
Aaron Dontez Yates alias Tech N9ne er et af de første store rap-navne som udsprang af Kansas City. I 2006 gav han et efter sigende særdeles intenst show på Roskilde Festivals Odeon-scene, og også i 2010 fik Odeon lov til at danne rammen omkring Tech N9nes koncert.
Rapperens varemærke er hans lynhurtige rim, som da også affødte kunstnernavnet Tech N9ne, som henviser til Tec-9, en semiautomatisk pistol.
Fra højtempo til slowmotion
Efter et par indieudgivelser fik han i 2001 chancen på et større selskab, der udsendte albummet "Anghellic". Opholdet på selskabet var dog ikke gnidningsfrit, og han startede i stedet sit eget selskab og udsendte i 2002 albummet "Absolute Power," hvor spændvidden strakte sig fra højtempo-rap og helt ned til slowmotion-rap.
Tech N9ne har tidligere arbejdet tæt sammen med prominente navne, heriblandt Eminem og afdøde 2Pac. Tech N9ne har også rappet med på udgivelser med de danske navne U$O og L.O.C. Han er blandt andet kendt fra L.O.C.-hittet "Bare En Pige (Just A Girl)", og i 2011 inviterede U$O rapperen til at medvirke på albummet "All 6's and 7's".
Når Tech N9ne giver koncert i Pumpehuset den 14. november, bliver det med hans seneste album, "Klusterfuk" fra i år, i baggagen.
Billetsalget starter i dag på Billetlugen.dk