Nyhed

Videopremiere fra Linkin Park på GAFFA.dk

Bandet er klar med video til andensinglen ”Lost In The Echo” fra seneste udspil

I går kunne Linkin Park præsentere den anden single fra deres femte og seneste studiealbum, "Living Things". Titlen er  "Lost In The Echo", som også er åbningsnummeret på albummet, som af GAFFAs Keld Rud blev beskrevet således: 

"De 11 sange er skarpt skårne og spilder ikke lytterens tid. Albumåbner "Lost In The Echo" er et glimrende eksempel herpå".

Sangen, som skal efterfølge førstesinglen "Burn It Down" er skrevet af bandet og produceret af medlemmerne Mike Shinoda og Rick Rubin. Den 29. juni udkom en lyrik-video og den 31. juli er der så premiere på singlens musikvideo, som har modellen Carly Francavilla og rapperen Gino The Ghost i hovedrollerne og også, ifølge Twitter, inkluderer modellen Melanie Boria.


Tilbage til udgangspunktet

Singlen kommer som nævnt fra Linkin Parks seneste album, "Living Things", som blev sendt på gaden for en måned siden. I et interview med GAFFA i den forbindelse fortalte bassist Dave Farrell, at "Sjælen og energien i dette album føles mere som vores første to albums, "Hybrid Theory" og "Meteora". Det er måske derfor, vi taler om at vende tilbage til vores rødder".

GAFFAs Keld Rud gav albummet fire stjerner og blandt andre følgende ord med på vejen:


"Med en spilletid på blot 37 minutter er "Living Things" ikke et album, der lusker om den varme grød. De 11 sange er skarpt skårne og spilder ikke lytterens tid. (…) Den ene gyldne melodilinje afløser den anden, og Bennington leverer en fremragende vokalpræstation. Der er ingen tvivl om, at "Living Things" tilhører hans stemme".

"De eneste sange, der falder en smule igennem, er den arrige "Lies Greed Misery" og rapnummeret "Until It Breaks". Skønt Bennington mod slutningen af sidstnævnte træder til med en melodipassage, virker sangen ikke nær så helstøbt som resten af albummet. Bortset fra det er "Living Things" et ekstremt veleksekveret album, hvad angår produktion, sangskrivning og fremførelse. Albummet vil næppe omvende skeptikere, men fans af bandet bør i den grad juble over dette udspil".

ANNONCE