Nyhed

50’er-fest i Vega

Hele Vega bliver udnyttet til 50’er-fest i september med blandt andre Ane Trolle og Freja Loeb

Pomadehår, strutskørter og cocktails vil fylde Vega, når de sammen med Golden Days-festivalen inviterer til 50'er fest med Emil Thorup som vært. DR Big Bandet og Beatophonics vil sammen med musikalske gæster sørge for rock'n'roll hits lørdag den 8. september.

Aftenens vært, Emil Thorup, vil under hele aftenen sørge for at der er gang i festen og fyldte glas, og vil blandt andre kunne præsentere musikalske gæster som Ane Trolle og Freja Loeb, som vil give deres versioner af klassiske 50'er-hits. På scenen bliver de bakket op af DR Big Bandet under ledelse af 77-årige Ib Glindemann, som i 1956 var med til at bringe rock'n'roll til Danmark med en rockkoncert i KB-Hallen. 

Efter de forskellige live-shows fortsætter festen i Lille Vega, hvor Frankie Teardrop DJ Team og dj Cille Veje vil få dansegulvet til at gløde.


Ud over musikken vil der i løbet af aftenen også være forskellige aktiviteter, hvor man blandt andet kan blive stylet i 50'er-stil, få poesi og seksualvejledning på dametoiletterne og udleve sin indre taler på tale-karaoke-vognen. Desuden vil der komme både en pølsemand og en ismand forbi og sørge for at ingen går sultne i seng.

Hvis man gerne vil starte tidligt, byder Rejsbygade på folkekøkken og mulighed for styling og danseskole fra klokken 15.00

Festen starter på Vega den 8. september klokken 20, og billetter kan købes via Vegas hjemmeside. Har man kun tid eller lyst til at deltage i efterfesten, kan billetter til denne købes i døren.


ANNONCE