Om en uge har du mulighed for at høre de to nyeste sange fra britpop-bandet, når de inviterer til live-præsentation på Twitter
I forbindelse med sommerens OL i London giver britpop-ikonerne Blur koncert i Hyde Park den 12. august. I denne anledning har de skrevet to nye sange, som man har mulighed for at høre første gang på mandag (den 2. juli) til live-streaming på Twitter. Bandet vil på en hemmelig location spille "Under The Westway" klokken 19.15 dansk tid. Herefter vil følge et interview med bandet, inden de spiller det andet nye nummer, "The Puritan" klokken 19.15. Det hele kan opleves live på Blurs officielle Twitter-side.
Blurs Damon Albarn har selv sagt om sangene: "Jeg skrev disse sange til Hyde Park, og jeg er virkelig spændt på at få dem ud og spille dem for folk." Efter mini-koncerten vil begge sange være tilgængelige som downloads, og den 6. august udkommer de på en limited edition dobbelt A-side 7"single.
Blur er sat til at optræde til Way Out West i Göteborg, Smukfest i Skanderborg og sommerens OL i London, men efter den koncert ser det ikke ud til, at man vil komme til at høre mere fra bandet. Damon Albarn udtalte i april måned i et interview med The Guardian, at han regner med at OL-koncerten vil blive deres afslutningskoncert som band. Tidligere i juni udtalte guitarist Graham Coxon til Uncut, at gruppen kun vil fortsætte, hvis det "føles rigtigt" og ikke bare fordi publikum ønsker det, selvom han også siger, at gruppens medlemmer har det godt med hinanden lige nu.
Den 30. juli udkommer bokssættet "21", som indeholder bandet syv studiealbums samt mere end fem timers hidtil ikke udgivet materiale, tre dvd'er, en "collector's edition"-bog med sjældne og uudgivne billeder samt et interview med bandet og en speciel limited edition 7"-vinylplade. Samlingen får titlen "21", da der er 21 albums i boksen, og at det i år er 21 år siden, at Blur udgav deres debutalbum.
Blur kan som sagt opleves i Danmark, når de torsdag den 9. august gæster Danmarks Smukkeste Festival.
Billetter til festivalen kan købes via GAFFA Live





