Nyhed

Bo Kaspers Orkester på vej med album og koncerter

Når Bo Kaspers Orkester til november giver to danske koncerter, bliver det med nyt album i bagagen

I 2010 rejste Bo Kaspers Orkester til New Orleans for at opfylde drømmen om at indspille i den myteomspændte by. Et halvt års tid senere udkom så bandets niende studiealbum "New Orleans", og GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen uddelte tre stjerner med ordene:

"Bo Kaspers Orkester har altid haft noget, som vi danskere ikke har: den svenske poptone. På "New Orleans" fortsætter de adstadigt ad dette spor. Det virker ikke til, at noget eller nogen kan forstyrre roen i de velkomponerede popsange, der låner med let hånd fra jazzen. De stilsikre svenskere har endda været en tur i New Orleans for at hente inspiration, men det har stort set kun kastet lidt banjospil af sig. Bo Kaspers Orkester holder fast ved deres smækre popmusik, og denne gang i et yderst afmålt tempo."

Siden da har de svenske jazz-pop-musikere spillet flere udsolgte koncerter i Danmark, både i Aarhus og København, og nu kan de igen opleves i de to største danske byer. I efteråret, inden koncerterne sender bandet deres tiende studiealbum på gaden. Den endelige udgivelsesdato og albumtitlen er dog endnu uvist.


"Vi har indspillet vores tiende album. Det er vi stolte af. Selvom det har været en usædvanlig turbulent tid i vores liv. Til efteråret, med start den 9. november i Aarhus, tager vi ud i Skandinavien og gør det, vi lever og brænder for! Håber at se dig til en af vores koncerter", udtaler Bo Kaspers Orkester.

Koncerten den 9. november foregår i Musikhuset Aarhus, og dagen efter kan orkestret opleves i Store Vega i København.

Billetter kan købes fra i dag via GAFFA Live. 


ANNONCE