Nyhed

Christiania holder folkefest

Den 1. juli betaler Christiania millionerne til frikøbet af Fristaden. Det fejres med flere dages musik, kulturmøder og kunstudstillinger

Christiania danner i de sidste to uger af juni måned rammen om en folkefest, som skal markere en historisk begivenhed for christianitterne. Den 1. juli betales de første millioner til frikøbet, og da en del af beløbet kommer fra salg af folkeaktier, bliver det fejret med ti dages gadefest og gøglerhappenings.

Folkeaktiefesten starter den 21. juni, hvor man kan være med til at fejre den grønlandske nationaldag. Herefter vil der i ti dage være mulighed for at opleve musik, kulturmøder og kunstudstillinger på blandt andet Månefiskeren, Woodstock og Operaen, såvel som i Bøssehuset, Børneteatret og på Loppen. Det betyder "Christiania, som du kender det ... og meget mere".

Den 24. juni ankommer en dobbeltdækkerbus til Thyborøn for at hente Danmarks ældste boyband Tørfisk. Med i bussen er christianitter og omkring fyrre thyboer, som sammen kører fra den ene udkant af Danmark til den anden og lander tilbage på Christiania omkring klokken 15. Denne aften vil Tørfisk give koncert på Nemoland sammen med den legendariske Billy Cross og hans orkester.

Fra den 25. juni vil der være mulighed for i en uge at opleve Totalkultur i Den Grå Hal, hvor der vil være kunstudstillinger, live musik og café-hygge hver eftermiddag og aften. Det hele kulminerer søndag den 1. juli, hvor der ud over en Folkeaktionær Generalforsamling også vil være en kunstaktion, som tæller værker fra Christianias egne kunstnere og donationer af etablerede kunstnere som Bjørn Nørgaard, Erik Clausen og Niels Reumert. Dette afsluttes med en koncert i Den Grå Hal, hvor blandt andre Michala Petri vil fylde det store rum med smukke toner.

I weekenden d. 29. juni-1. juli åbner Café Nemoland op for gaveposen med et stort koncertprogram på den udendørs scene. Rasmus Nøhr, Vinnie Who, MC Einar & Kun Takt samt Pharfar vil sammen med Fresh I lave et stort show med et væld af gæstesolister.

Festen er for alle, og det fulde program kan ses på www.trixxx.dk

ANNONCE