Nyhed

El-P rammer Danmark

Rapperen lægger på sin verdensturné vejen forbi Danmark og gæster både Aarhus og København til oktober

Næsten præcis ti år efter udgivelsen af sit første soloalbum "Fantastic Damage" udgav El-P i sidste måned det tredje studiealbum "Cancer 4 Cure". Dette bringer ham nu på en omfattende verdensturné, som sender ham forbi Aarhus og København til oktober.

Jaime Meline, også kendt som El Producto eller blot El-P, har i næsten tyve år været en af de store drivkræfter inden for den alternative hiphop. Tilbage i 1993 dannede han sammen med vennen Mr. Len bandet Company Flower, som blev opløst i 2001. Siden har han arbejdet både som soloartist, sangskriver, producer og pladeselskabsboss på Def Jux, som han stoppede i 2010.

Med inspiration i bands som Art of Noise og Nine Inch Nails leverer El-P interessante tekster og udfordrer og udforsker grænser for, hvad rap kan understøttes af rent musikalsk. Han er blevet berømt for fremførelsen af sine tekster og tiltrækker et publikum, som også tæller rock- og indie-fans.


Ud over solokarrieren er El-P er i øjeblikket medlem af gruppen The Weathermen og kunstnerkollektivet Cardboard City.

Nu er der mulighed for at opleve den alternative rapper, når han den 2. oktober gæster VoxHall og dagen efter er at finde på Loppen.

Billetsalget er netop begyndt på Billetlugen.dk


ANNONCE