Eks-trommeslager i Fleet Foxes besøger Pumpehuset med sit første udspil under aliaset Father John Misty
Josh Tillman er nok bedst kendt som trommeslager i Seattle-bandet Fleet Foxes, men har siden 2005 også udgivet album under eget navn. Når han den 16. november besøger Pumpehuset, bliver det under aliaset Father John Misty – et navn som for første gang stod på pladecoveret af udgivelsen "Fear Fun" fra april i år.
Tillman kom med i Fleet Foxes i 2008, kort tid efter at de havde indspillet deres meget roste debutalbum, og på det tidspunkt havde han allerede udgivet fire soloalbum. Det blev til yderligere tre studiealbums i tiden som Fleet Foxes' trommeslager, inden han i 2012 valgte igen at forlade bandet:
"Farvel, Fleet-fans. Jeg drager tilbage til ubemærkethedens enorme svælg. Tokyo (turnéafslutningen 20. januar, red.) bliver min sidste koncert med bandet. Jeg beklager, at jeg var fraværende og sløv, hvis vi nogensinde mødtes," skrev han tilbage i januar på sin blog. Han forsvandt dog ikke helt ubemærket hen, da man i april kunne høre ham som Father John Misty på det seneste album "Fear Fun". Albummet fik fire ud af seks stjerner fra GAFFAs Espen Strunk, som blandt andet skrev:
"(…) vanskeligere er det at afvise, at her faktisk er tale om ganske begavet sangskrivning og flot produktion. At der er blevet fyret nogle fede i træhuset i den gamle hippiekoloni Laurel Canyon i Californien under indspilningen, er der næppe nogen tvivl om, men der er nu ellers ingen blåøjet romantik over disse 12 skarpe skæringer, hvor titler som "Fun Times In Babylon" og "Misty's Nightmares 1 & 2" rager op.
Tillman siger selv om albummet: "Det tog et stykke tid, før stemmen manifesterede sig på en musikalsk måde, men da jeg slog mig ned i hytten i Laurel Canyon, hvor jeg bor nu, brugte jeg måneder på at indspille demoer af alle disse "weird-ass" sange omhandlende "weird-ass" oplevelser – nærmest i nuet. Der havde jeg denne "åh-her-er-jeg"-oplevelse."
Nu kan Josh Tilmann's seneste soloprojekt opleves live, når han den 16. november gæster Pumpehuset. Billetter kan købes via spillestedets hjemmeside.