Det danske metalband er draget på Europaturné og har lavet en videodagbog fra landevejen
Den danske metalgruppe Malrun udgav i marts deres andet album, "The Empty Frame", som GAFFAs anmelder Keld Rud tildelte fire stjerner under overskriften "Masser af gode takter på toer fra århusiansk metalkvintet".
Tidligere på året indgik Malrun aftale om europæisk booking med det tyske bookingselskab Dragon Productions, og nu har de gennemført deres første europæiske tour og er draget ud på en ny. Fra den 8.-17. april tog Malrun af sted på en 10 dages turné som support for det norske hardrockband Audrey Horne. Ganske kort efter er de draget ud på en tre en halv ugers tour med tyske Die Apocalyptischen Reiter til Belgien, Holland, England, Frankrig, Spanien, Italien, Østrig, Schweiz og Tyskland.
Malrun, der målretter deres fokus mod den europæiske scene, er desuden booket til den tyske metalfestival Dragensdorf Rockt Festival i juni måned, blandt andet sammen med det færøske metalband Tyr.
Herhjemme kan Malrun opleves på Backstage i Aarhus lørdag den 9. juni, hvor Diamond Drive spilller support for dem, og Malrun supporter selv Pretty Maids den 14. december i Horsens Ny Teater.
Malrun har lavet en videodagbog fra turnéen med Die Apocalyptischen Reiter med optagelser fra både koncerterne og landevejen. Du kan se del 2 af videoen nedenfor på GAFFA TV, blandt andet med optagelser fra Madrid og Karlsruhe: