Nyhed

GAFFAs elektroanmelder: Det skal du høre på Roskilde

Jesper Buhl anbefaler koncerter og fortæller om Roskilde-oplevelser

Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og i den anledning har GAFFA spurgt en række af sine anmeldere om tre navne, de skal se på årets festival, sammen med et par anekdoter fra deres henholdsvis første og bedste Roskilde-oplevelse. Her gælder det Jesper Buhl, som anmelder elektronisk musik.

Det skal jeg høre på Roskilde:

Oneohtrix Point Never: Skøn og skurrende audio-terapi. Alle har brug for at høre OPN's synths og samples.

Modeselektor: Teutonske feststartere uden sidestykke. Tanz doch!

Liturgy: Math-influeret black metal uden ligsminke fra Brooklyns højest skrigende.

Min første Roskilde:

Jeg debuterede som Roskilde-gænger, da jeg, sammen med en flok venner, tog toget fra Viborg til Roskilde i 1991. Mit spidstelt væltede under pres fra blæsten og de voldsomme regnmængder, men jeg var 16 år, ukueligt begejstret for musikken og aldeles lykkelig!

Min bedste Roskilde-koncert:

Det er næsten umuligt at pege på. Er det Sisters of Mercy i 1991? Pixies i 2004? Ken Ishii i 1996? My Bloody Valentine i 2008? For ikke at tage udgangspunkt i nostalgien peger jeg på Healths sublime og skræmmende koncert i 2010.

ANNONCE