Rune Schlosser anbefaler koncerter og fortæller om Roskilde-oplevelser
Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og i den anledning har GAFFA spurgt en række af sine anmeldere om tre navne, de skal se på årets festival, sammen med et par anekdoter fra deres henholdsvis første og bedste Roskilde-oplevelse. Her gælder det indie-anmelder Rune Schlosser.
Det skal jeg høre:
R. Stevie Moore: Ariel Pinks mentor, der er l'et i lo-fi. Autenticitet og "swagger" i en og samme mand, forvent en spraglet beklædning.
Sam Amidon: Jeg har store forventninger til den amerikanske singer/songwriter, der har en evne til at skabe intense og vedkommende fortolkninger af eget og eksisterende materiale.
Perfume Genius: Mike Hadreas' "Put Your Back N 2 It" er en af årets flotteste udgivelser, så mon ikke koncerten bliver det samme.
Min første gang på Roskilde Festival:
Jeg besøgte første gang Dyrskuepladsen i 2004, hvor David Bowie blev til Slipknot, selvom jeg ikke endnu rigtig vidste, hvem af de to jeg bedst kunne lide. Det pissede ned, og jeg sluttede af med en blærebetændelse, men i retrospekt gjorde Wu-Tang Clan, Muse og Martin Ryum op for det.
Min bedste Roskilde-koncert:
Der har været mange højdepunkter, men den umiddelbart bedste koncert i min erindring var Björks fortryllende torsdagskoncert i 2007, hvor der igen var åbnet for sluserne. Elementer og musik gik i et, og jeg får stadig kuldegysninger, hver gang jeg hører "Declare Independence" netop på grund af den koncert.